Benådet russisk olierigmand er på fri fod

Ruslands præsident Putin har underskrevet benådningen af olierigmanden Khodorkovskij, der allerede er blevet løsladt.

Kreml-kritikeren Mikhail Khodorkovskij blev i dag benådet er præsident Putin, og han er allerede blevet løsladt. (Foto: © Sergei Karpukhin, Scanpix)

Vladimir Putin har effektueret den benådning, som han torsdag annoncerede for olierigmanden Mikhail Khodorkovskij, der har siddet fængslet i mere end 10 år.

Benådningen sker af humanitære årsager, og rigmanden er allerede sat på fri fod.

Den russiske præsident sagde torsdag, at han ville sætte Khodorkovskij, som havde otte måneder tilbage af sin dom, på fri fod.

Afviser at have søgt om benådning

Ifølge Putin kommer benådningen i forlængelse af en anmodning fra Khodorkovskij, som skulle have begrundet sit ønske med, at hans mor er syg.

Rigmandens advokat siger imidlertid, at han ikke har bedt Putin om denne benådning.

Til dette har Putin kvitteret med at referere til russisk lov, der dikterer, at en straffefange skal anmode om benådning, før de kan få en.

- Han skrev et dokument til mig for ganske nylig med en anmodning om benådning, siger Putin.

Fængslet i ti år

- Han har været fængslet i mere end 10 år. Det er en alvorlig straf, og han henviser til humanitære omstændigheder, da hans mor er syg.

Khodorkovskij var indtil sin anholdelse en af Ruslands rigeste mænd - en status han havde opnået ved at udvikle og udvinde oliefelter i Sibirien.

Han havde antydet, at han ville træde ind i politik og udfordre præsident Putin. Herefter blev han idømt 13 års fængsel for hvidvaskning af penge og skatteunddragelse i sit energiselskab Yukos.

Olierigmanden har været en ivrig kritiker af ledelsen i Kreml, og Putins modstandere betragter rigmanden som en politisk fange.

Selv har Khodorkovskij også stået fast på, at retssagen mod Yukos og de tidligere ejere var politisk motiveret.

/ritzau/Reuters