Parlamentet i Ukraine har ved en afstemning sagt nej til at løslade oppositionspolitikeren Julia Timosjenko.
Der blev stemt om seks lovforslag, som ville have givet Timosjenko, der er tidligere premierminister i Ukraine, mulighed for at rejse til Tyskland for at komme under behandling af læger.
Med afstemningen er en handels- og samarbejdsaftale, som skulle være underskrevet næste fredag mellem EU og Ukraine, i fare.
EU krævede løsladelse
EU har stillet som betingelse for aftalen, at Timosjenko løslades, så hun kan komme under lægelig behandling i Tyskland.
- Skam jer, råbte oppositionspolitikere, da det efter afstemningen stod klart, at Timosjenko ikke løslades.
Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, spiller ifølge EU-diplomater et højt spil om aftalen for at sikre sig bedre vilkår.
Afsoner dom for magtmisbrug
Den 52-årige Timosjenko afsoner en syv år lang fængselsdom for magtmisbrug.
Europæiske politikere mener, det var en politisk dom, der sendte hende i fængsel.
Hun har under sit fængselsophold fået en svær ryglidelse.
Lovforslagene faldt, efter Janukovitjs fløj, Regionernes Parti, nægtede at stemme for.
/ritzau/AFP