Handel med truede dyr eksploderer

I Thailand ligger Khao Pratubchang wildlife breeding center – et sted, der lægger hjem til 750 truede dyr, der er forsøgt smuglet ind eller ud af Thailand.

Gemt inde i Thailands frodige skovområdet ligger Khao Pratubchang wildlife breeding center. Et mærkværdigt sted, der slet ikke burde findes.

Her bor 750 dyr fordelt på 60 forskellige arter. Tigre er her flest af, 70 i alt. Dyrene har det til fælles at de næsten alle sammen er blevet konfiskeret af politi eller toldvæsen.

Truede dyr, som er forsøgt smuglet ind eller ud af Thailand.

Knudepunkt for handel med truede dyr

Det populære turistland er nemlig også et af verdens største knudepunkter, når det drejer sig om handel med truede dyr. Stødtænder fra elefanter og horn fra næsehorn finder ofte vej til Thailand, enten for at blive solgt her eller fordi det er den letteste vej videre mod verdens største marked i Kina.

Det anslås at et sted mellem 25 og 35.000 elefanter hvert år bliver dræbt i Afrika for at dække Asiens umættelige appetit for elfenben. Et tal, der er vokset med den stigende velstand i Kina.

Sathit Pinkul er chef i Khao Pratubchang wildlife breeding center og han har travlt med at tage sig af de levende dyr, der konfiskeres.

- Tigerunger kræver næsten lige så meget opmærksomhed som et spædbarn fortæller han, mens han leger med fire tigerunger, der som helt spæde blev fundet i en lastbil, der transporterede frugt.

Det er nogle måneder siden nu, og de får ikke længere sutteflaske, men rå kyllinger.

Dyrene risikerer at miste deres instinkter

Hans egen favorit er den tre år gamle tiger Bhumi, der blev fundet bedøvet i en kuffert i Bangkoks internationale lufthavn for tre år siden. 50 millioner mennesker rejser hvert år gennem det travle knudepunkt, og en del har altså mere end beskidt undertøj med i bagagen.

Den bengalske tiger var formentlig blevet stjålet i Malaysia eller Indonesien og var på vej mod Iran, da den blev opdaget i tolden.

Der er ikke mange tigre tilbage i det fri, og Bhumi kommer nu formentlig også til at tilbringe resten af sit liv bag tremmer. Den har fuldstændig mistet sine jagtinstinkter.

I parken bor også 11 orangutanger, de blev fundet i kasser på vej mod Phuket lufthavn for snart fem år siden. De findes lever kun i det fri i Indonesien og er så sjældne, at den indonesiske ambassadør i Thailand flere gange årligt kommer forbi for at sikre sig at dyrene har det godt.

Hvis de er heldige, så kommer de tilbage engang i fremtiden.

Se med i aften, når 21 Søndag ser nærmere på den enorme handel enorme handel med truede dyr.