Hun er rundet af de rå, ubarmhjertige egne af Pakistan. Født mellem bjergtinderne og den brusende Swat-flod, mellem plantagerne hvor ferskerne hænger frodigst og smager bedst - Malala er et barn af naturen.
Og lige så naturligt som hun plejede at lege ved floden, lige så naturligt kom det til hende at sige nej til de undertrykkende og middelalderlige mørkemænd, der invaderede hendes elskede dal.
Engang kom der turister og stod på ski i det "pakistanske Schweitz", som Swat blev kaldt. Men en dag ankom de langskæggede mænd med kalashnikovs på pickup-biler. De brændte pigeskoler og piskede kvinder i al offentlighed. Og selvom de officielt blev drevet på flugt og arresteret af det pakistanske militær i 2009, er de der stadig. I hvert fald deres tankesæt.
Også "drengen", som Malala kalder den mand, der den 9. oktober 2012 trængte ind i hendes skolebus og skød hende.
- Han er stadig på fri fod. Til gengæld sidder skolebussens chauffør stadig fængslet. Det er så uretfærdigt, og det vil jeg ændre, siger Malala i telefon fra New York.
En dårlig skytte - heldigvis
Talebaneren, der skød Malala, var sjældent upræcis - en dårlig skytte og heldigvis for det. Selvom han sendte tre kugler mod hende og hendes veninder i skolebussen fra tæt hold, formåede han ikke at få dem til at tie.
Tværtimod er Malala nu tilbage på verdensscenen efter et længere hospitalsophold i Storbritannien. I dag bor hun i Birmingham, hvor hun går i skole og spiller cricket. ´
- Men det bliver ikke til så meget, for det regner hele tiden i Birmingham, siger hun. Og sandheden er vel, at hun har travlt med en hel del andre og vigtigere sager end cricket.
Hun er nomineret til adskillige internationale priser og har allerede vundet flere for hendes kamp for uddannelse til alle - også piger i traditionelle kulturer som hendes egen i Swat-dalen. Mange ser hende som en teeangeheltinde.
Den virkelige helt, Malalas far
Men i kulissen står den virkelige helt, hendes far. For uden ham og hans egen hårdnakkede kamp og forsvar for kvinders ret til at gå i skole over for familiemedlemmer og folk i ældsterådet, havde det været umuligt for Malala.
I Pakistan er det kun de færreste piger der går i skole, arbejder eller forlader huset uden familieoverhovedets tilladelse.
- Min far har hele tiden støttet mig, men også været en inspiration. Han stod fast, selv når det var med livet som indsats. Jeg tror ikke, at min kamp havde været mulig uden hans opbakning, fortæller Malala.
- Så hvad vil din besked være til alle de piger i Pakistan, hvis familier nægter dem skolegang?
- At de skal blive ved med at kæmpe og gøre opmærksom på deres rettigheder. Men der skal også arbejdes på at ændre folks og samfundets holdning. For der vil altid være nogen, der nægter piger adgang til uddannelse uanset hvor mange skoler, der er til rådighed.
- Hvordan vil du konkret nå ud og ændre mændenes tankesæt? De mænd, der tror, at de virkelig handler i god tro, når de forbyder deres kvinder at uddanne sig?
- Disse mennesker har misforstået islam, fordi de tror, at islam ikke giver piger rettigheder. Fordi mullaherne prædiker kun om jihad og om at kæmpe. De fortæller os ikke om den rigtige islam. Om hvordan vi skal leve, hvordan vi skal være, hvordan vi skal være gode mod hinanden. De fokuserer ikke på vores almindelige liv. Jeg synes, at de må fortælle, hvor vigtigt det er at behandle alle lige og med tolerance og harmoni, siger Malala.
Truet til at lukke skole
Den 14. januar 2009 blev hendes far nødt til at lukke sin skole - Malalas skole - fordi Taleban truede med det værste, hvis ikke områdets skoler blev lukket. Malala var ulykkelig og stirrede på den skoleuniform, hun ikke havde brugt længe.
Taleban var lykkedes med at true pigeeleverne i Swat til ikke at være så synlige i uniformer. Malala gemte således skoletasken, når hun gik til skole i almindeligt tøj.
Senere i det forår kom en video frem, hvor en kvinde i en heldækkende burka blev pisket offentligt for at være gået uden for døren.
Da indgik de pakistanske myndigheder en fredsaftale med Taleban i Malalas hjemstavn. Men den holdt ikke, og derefter begyndte det pakistanske militær en offensiv mod islamisterne. Malala og hundredetusindevis af andre borgere fra Swat var tvunget til at flygte i ugevis.
Da de nogle måneder senere vendte tilbage var det til ruiner og øde gader. Jeg kørte dengang med en busfuld flygtninge fra en støvet og uværdig lejr i Peshawar tilbage til deres frodige dal. Jublende vendte de tilbage til deres ferskenlunde og huse og delte kassevis af gratis ferskner rundt af bar glæde.
"Welcome, welcome to Swat," råbte en ældre mand.
Men Taleban og kampen mod dem havde efterladt sine spor. Fysiske såvel som mentale.
Jeg så udbombede skoler, hvor jeg fandt læreres møjsommeligt noterede fraværslister og kladdehæfter fra en matematiktime. Og folk som Malala og hendes familie var skeptiske. Var Taleban nu drevet på flugt?
To år senere, faktisk den første dag Malalas analfabetiske mor gik i skole for endelig at lære at læse og skrive, blev Malala skudt i hovedet af Taleban. Det var straffen for at sige sin mening om Taleban og uddannelse til piger i diverse pakistanske medier.
Drømmer om at blive leder i Pakistan
Pigen fra Swat er blevet verdenskendt. I begyndelsen var hun mest kendt i Pakistan, hvilket fik Taleban til at true hende og endeligt udføre attentatet mod skolebussen.
I dag siger Malalas gamle skoleinspektør, at i takt med at hendes popularitet vokser, bliver frygten i klasseværelserne også større.
- Er alle de priser du vinder på nogen måde en hæmsko for dit arbejde? Hvad tænker du, når din gamle skoleinspektør siger sådan?
- Hvis alle glemmer Malala og hendes berømmelse, siger hun som om, det slet ikke er hende, der taler, så vil situationen stadig være den samme. Hvis vi fjerner ordet Malala, så vil Taleban ikke stoppe med at kidnappe folk. Derfor skal jeg stadig tale om det her, jeg må fortsætte med at kæmpe for det her. Jeg tror ikke, at det vil skade nogen men mere komme mennesker til gode.
Bag enhver piges succes står en mand. Sådan kunne udtrykket i hvert fald lyde i Malalas og andre pakistanske pigers tilfælde.
Hvis hun vinder Nobels Fredspris, burde en del af æren tilfalde hendes omsorgsfulde og progressive far, der i årevis - uden særlige forbindelser, indflydelse eller penge på lommen - har forsvaret sin beslutning om at lade Malala gå i skole. Og er blevet ved med at åbne nye skoler i Pakistans glemte dal.
Til gengæld har han en datter, der drømmer om at blive kvindelig leder i Pakistan. En ægte og ærlig politiker, der vil "korruptionen til livs."
- En dag vender jeg tilbage. Jeg vil gerne være politiker. Det er selvfølgelig svært, fordi hvis en kvinde vil være politiker, skal hendes far have været politiker inden. Det er svært for fattige, ikke-magtfulde folk. Derfor bliver det svært for mig, men jeg vil kæmpe, siger Malala.