To amerikanere og en tysker vinder Nobelprisen i medicin for forskning i transport gennem cellemembranen.
Årets Nobelpris i medicin deles mellem biologerne James E. Rothman, Randy W. Schekman og Thomas C. Südhof for banebrydende forskning i transport gennem cellemembranen.
Biologernes forskning handler om de trafiksignaler, der foregår inde i cellerne i menneskekroppen. Deres opdagelser har haft en stor effekt på forståelsen og forhindringen af adskillige neurologiske sygdomme eksempelvis diabetes.
Perfekt timing
- De tre prismodtagere har opdaget de molekylære principper, der styrer, hvordan lasten bliver leveret til det rette sted på cellen og på det rigtige tidspunkt, skriver Nobeljuryen blandt andet i sin begrundelse.
Timingen af forskningen er ifølge Klas Kärre, der sidder i Karolinska-instituttets Nobeljury, perfekt.
- Det er lige, som når Zlatan Ibrahimovic (svensk fodboldstjerne. red.) på det helt rigtige tidspunkt sætter foden på bolden, så den går i mål, siger han til den svenske tv-kanal SVT.
To amerikanere og en tysker
James E. Rothman og Randy W. Schekman er amerikanere, og Thomas C. Südhof er tysker. De arbejder alle tre på amerikanske universiteter.
De tre forskere deler - ud over æren - en pengepræmie på otte millioner svenske kroner. Præmiesummen er på grund af den økonomiske krise blevet reduceret fra 10 millioner svenske kroner.
I tråd med traditionen vil de tre forskere modtage deres pris ved en officiel ceremoni i Stockholm den 10. december, der er årsdagen for Alfred Nobels død i 1896.
Sidste år gik prisen til japanske Shinya Yamanaki og britiske John B. Gurdon. Deres forskning i stamceller og omprogrammering af celler ændrede den generelle opfattelse af cellers udvikling og specialisering i organismen radikalt.
Fem gange er medicinprisen tilfaldet en dansker. Senest vandt Niels K. Jerne i 1984 for teorier vedrørende kroppens immunsystem og opdagelsen af princippet for produktion af monoklonale modstandsstoffer.
/ritzau/