Højreekstrem partileder anholdt i Grækenland

Politiet i Grækenland har anholdt lederen af det yderliggående højreparti Gyldent Daggry.

Leder af partiet Gyldent Daggry Nikos Michaloliakos er blevet anholdt af græsk politi. (Foto: © Yannis Behrakis, Scanpix)

Politiet i Grækenland har anholdt lederen af det yderligtgående højreparti Gyldent Daggry, oplyser politiet ifølge Reuters.

Partilederen er sigtet for at tilhøre en kriminel organisation, skriver BBC.

Et andet partimedlem er også anholdt, mens der er udstedt arrestordrer på mange flere.

Mord på rapmusiker

Anholdelsen og arrestordrerne kommer kort efter mordet 18. september på rapmusikeren Pavlos Fyssas.

Græske anti-fascister løber fra tåregas. Athen har været præget af omfattende demonstrationer de seneste uger. (© Scanpix)

Mordet har ført til omfattende demonstrationer over hele Grækenland.

En person er blevet anholdt for mordet og har fortalt politiet, at han var tilhænger af Gyldent Daggry. Partiet har efterfølgende nægtet ethvert kendskab til mordet.

Politimand anholdt

Men den græske regering har alligevel iværksat aktioner mod Gyldent Daggrys lokaler og suspenderet politibetjente, som menes at sympatisere med det højreekstreme parti.

Græsk politi anholdt for et par dagen siden en kollega, der angiveligt arbejder som livvagt for Gyldent Daggry.

Den græske regering har også igangsat en undersøgelse af Gyldent Daggrys generelle aktiviteter. Partiet fik næsten syv procent af stemmerne ved sidste valg i 2012.

DR Nyheder/ritzau/