Medier: Fortæller Kenya sandheden om terrorramt butikscenter?

Trods meldinger om sikkerhedsstyrkers kontrol med centret, er der meldinger om skud i butikscentret.

Politmænd holder fortsat vagt ved Westgate indkøbscentret i Nairobi tirsdag morgen. (Foto: © stringer, Scanpix)

Nye skud ved Westgate butikscentret i Nairobi sår tvivl om, hvorvidt Kenyas sikkerhedsstyrker reelt har kontrol med butikscenteret, som de ellers hævder at have.

Omkring 6:30 lokal tid tirsdag morgen lød der nemlig en eksplosion ved centret, skriver nyhedsbureauet AP.

I går fortalte kenyanske myndigheder ellers, at de havde fuld kontrol med situationen.

Fortsat gidsler i center

Ligeledes annoncerede regeringen søndag, at "de fleste" gidsler var blevet reddet.

Kenyas indenrigsminister, Joseph Ole Lenku, har ifølge The Guardian sagt, at det var usandsynligt, at der var flere gidsler, og at evakueringen af gidsler var gået "rigtig, rigtig godt".

Men det viste sig langt fra at være sandt, da terroristerne stadig havde gidsler mandag.

Og nyhedsbureauet AP skriver tirsdag, at det har talt med en sikkerhedsekspert med kontakter inde i butikscentret, og han beretter, at mindst 10 personer fortsat holdes fanget.

- Det er tydeligt, at bygningen ikke er helt renset, siger sikkerhedseksperten.

Slæbte endnu et lig ud

Der er fortsat ild i centret og her til morgen har sikkerhedsstyrker slæbt endnu et lig ud af bygningen, skriver AP.

Ifølge Al-Jazeera befinder de sidste terrorister sig på de øvre etager i centret.

Tre gidseltagere blev dræbt i kampe mandag og ti blev anholdt. Elleve kenyanske soldater er blevet såret indtil videre.