Lørdagens angreb på det populære indkøbscenter Westgate i Kenyas hovedstad Nairobi ligner hævn for Kenyas engagement i Somalia.
Det vurderer Stig Jarle Hansen, forfatter til bogen "Al-Shabaab in Somalia" og lektor ved det norske Universitet for miljø- og biovidenskab.
- Hvis det er al-Shabaab, der står bag, så skyldes angrebet Kenyas engagement i Somalia, hvor Kenya gik ind for to år siden, og har forårsaget mange af al-Shabaabs nederlag, siger Stig Jarle Hansen til DR Nyheder.
Al-Shabaab tog skylden for angrebet få timer efter, at det begyndte i går ved 13-tiden.
Gik direkte efter vesterlændinge
Kenyanske tropper har i samarbejde med etiopiske tropper fra nord svækket al-Shabaab i de sidste to år, blandt andet ved at overtage byen Kismayo, som har været en stor indtægtskilde for terrorgruppen.
- Kenya har været meget effektive i deres nedkæmpning af al-Shabaab, og angrebet kan være en” hilsen” fra al-Shabaab, siger Stig Jarle Hansen.
Terrorforsker Magnus Ranstorp fra Försvarshögskolan i Sverige peger på, at aktionen markerer en kursændring for al-Shabaad. De første meldinger fra vidner, tyder nemlig på at terroristerne i indkøbscentret er gået direkte efter vesterlændinge:
- Det er et brudpunkt for al-Shabaab, fordi de ikke har gennemført en sådan aktion tidligere, hvor de målrettet er gået efter vesterlændinge, selvom de internt hat haft diskussionen i noget tid, siger Magnuns Ranstorp.
Kenya rammes hårdt af angreb
Indkøbscentret Westgate ligger midt i et kvarter i Nairobi, hvor mange udlændinge færdes. Og et angreb netop her kan ramme Kenya hårdt, vurderer Stig Jarle Hansen.
- Det er jo et angreb på kenyanske strategiske interesser, fordi turistindtægterne er så vigtige for Kenya. Så al-Shabaab ved, hvad de har gjort. Jeg tror, vi vil se en del rejsevejledninger fra vestlige lande, der fraråder rejser til Kenya, og det vil give et stort indtægtstab for Kenya.
Indkøbscentret er populært blandt udlændinge fra diplomatkorpset, FN-udsendte, rige kenyanere og turister.
I går aftes skrev al-Shabaab på Twitter, at den kenyanske regering var blevet advaret, men har vendt det døve øre til advarslerne.
- Mujahedin (religiøse krigere, red.) gik i dag ind i forretningscentret Westgate omkring middag og er der stadig for at bekæmpe ”vantro kenyanere,” skrev gruppen senere på Twitter.
Forbindelser til al-Qaeda
Al-Shabaab er en radikal, islamistisk gruppe, der har eksisteret siden 2004. De fortalte selv sidste år, at de har forbindelser til terrornetværket al-Qaeda. Gruppen har sit udspring i de islamiske råd, der regerede dele af Somalia indtil Den Afrikanske Union med Kenya i spidsen gik ind i Somalia i 2011.
- De er blevet svagere i løbet af de sidste år, blandt andet fordi de kenyanske tropper har jaget dem fra skanse til skanse, siger Stig Jarle Hansen.
Magnus Ranstorp tolker gårsdagens angreb i Nairobi som al-Shabaabs forsøg på at markere sig, også overfor al-Qaeda-grupper i andre lande.
- Nu starter al-Shabaab den globale kamp mod Vesten, og det får konsekvenser for organisationen, fordi man konsekvent vil gå efter lederskabet i organisationen, vurderer Magnus Ranstorp.
Al-Shabaab tæller et sted mellem 7000 og 9000 militante, og har som mål at indføre en steng form for sharia-lovgivning.