Flere detaljer i en ny FN-rapport tyder på, at præsident Bashar al-Assads styrker stod bag det giftgasangreb med nervegassen sarin, der dræbte mere end 1.400 civile syrere i en forstad til Damaskus i august, fortæller DRs mellemøstmedarbejder, Michael S. Lund.
I den rapport, som FNs våbeninspektører har skrevet om angrebet på civile i Syrien, peger flere indicier således mod Assads styrker som de skyldige.
- FN siger ikke, hvem der står bag det her, for det har de ikke mandat til. Men de peger på, hvilke våben de mener, der er brugt. Og det er raketter, som er specialdesignet til at aflevere kemiske våben, siger Michael S. Lund, der har nærlæst FNs samlede rapport om giftgasangrebet.
Netop denne type raketter er indtil videre kun set blandt præsident Assads styrker.
- Der er videoer, hvor man kan se Assads soldater bruge disse våben, mens man har aldrig set dem hos oprørerne. Derfor peger det i styrets retning, siger Michael S. Lund.
FN-rapport: Giftangreb var koordineret
FN-rapporten bekræfter også, at raket-angrebet med giftgasser den 21. august ikke bare ramte ét sted, men hele fem forskellige steder i forstæder i Damaskus. Og det beviser, at der ikke var tale om et tilfældigt angreb.
Tidligere har der ellers floreret historier om, at det måske kunne være oprørerne, der havde fået fingre i beholdere med giftgas, som ved et uheld var eksploderet.
- Men det afkræfter denne rapport, for den viser, at giftgassen er spredt flere forskellige steder i Damaskus' forstæder. Og sådanne ødelæggelser sker kun ved et koordineret angreb, siger Michael S. Lund.
Syrien kan stadig benægte
Svagheden ved FN-rapporten er dog netop, at den kun kommer med indicier. Ingen steder står der, at det helt sikkert var præsident Assads regime, der stod bag angrebet på civilbefolkningen.
Årsagen er, at FNs våbeninspektører kun har haft mandat til at konkludere, hvad der blev brugt til angrebene - ikke hvem der stod bag.
- Rapporten er helt sikkert med til at styrke anklagerne om, at det er Assad, der har brugt kemiske våben mod civilbefolkningen. Men fordi FN ikke går ud og konkluderer, at det er Assad, vil vi fortsætte med at have uenighed mellem Rusland og USA om, hvem der præcist affyrede de her raketter. Og Assads styre kan blive ved med at benægte at de stod bag, siger Michael S. Lund.