Syrisk kvinde til dr.dk: Vi griner af Obama

Fra Damaskus fortæller 24-årige Suher Fwety, at hun er lettet over, at USA udsætter angreb.

Suher Fwety er uddannet arkitekt og støtter præsident Assad som ifølge hende kan sikre et Syrien, hvor der plads til forskellighed. Billedet af hende har hun selv sendt til dr.dk. (Foto: © Privat)

Hun er lettet, den kønne, syriske arkitekt.

På et flydende engelsk taler Suher Fwety så roligt og fattet, at det er svært at forstå, at hun i to et halvt år har levet midt i en borgerkrig, der har taget livet af 100.000 af hendes landsmænd og drevet fem millioner på flugt.

Følelsen af lettelse har ramt hende, efter hun onsdag fik nyheden om, at USA vil forsøge diplomatiets vej og derfor har udsat sin militære enegang i Syrien.

- Der er nok børn og familier, der dør i dette land. Vi har ikke brug for noget, der gør situationen værre, og det ville et angreb udefra gøre, så nyheden er en lettelse, siger Suher Fwety over telefonen fra Syriens hovedstad Damaskus, hvor hun bor.

Stoler på Assad

Den 24-årige kvinde kalder sig selv moderat muslim.

- Ikke ligesom de islamistiske krigere, som hun siger.

Samtidig er hun alawit og dermed i samme klan som præsident Assad, hvis styre hun bakker fuldt ud op om. Hun nægter for eksempel at tro på, at det er Assads styrker, der står bag giftgasangrebet 21. august, der tog livet af 1.429 syrere - heraf 426 børn.

- Jeg stoler på vores præsident. Han ville aldrig slå folk ihjel med kemiske våben, siger hun.

Vi griner af Obama

Suher Fwety fortæller, at befolkningen i Damaskus har fulgt med i, hvad der har foregået i USA og Rusland, de seneste uger.

- Vi har joket ret meget med det. Først ville Obama angribe, så ville han ikke, siger hun, og griner let.

- I tror måske, at vi er mærkelige, at vi kan joke med det, men vi lever med denne her krig hver dag, og vi bliver nødt til at joke med det hele for at kunne holde det ud, forklarer hun.

En hverdag i krig

I en lejlighed bor Suher sammen med sine forældre og sine fire søskende. I krigens første tid var familien bange.

- Vi vidste ikke, hvad der ville ske og turde ikke at gå ud på gaden, husker Suher.

Familien overvejede at flygte til Libanon, men som dagene gik, blev 2011 til 2012, og familien vænnede sig mere og mere til at leve en hverdag i et krigsramt land.

- Jeg har valgt at lægge min skæbne i Guds hænder. Fire gange har jeg været under 100 meter fra at blive ramt af en bombe, men jeg går fortsat på gaden, går på arbejde og mødes med mine venner. Vi forsøger alt i alt at leve et normalt liv, siger hun.

(© Scanpix)

Tillid og tårer

Suher har været forskånet for store dele af de krigsrædsler, som andre syrere har været udsat for. Hun har ikke mistet sine nærmeste og er ikke blevet tvunget til at forlade sit hjem eller sin familie.

Når hun skal pege på en forskel, krigen har ført med sig for hende, nævner hun, at det er blevet farligere at færdes i byen, og at hun nu går eller tager bussen, hvor hun før tog en taxa, fordi det var hurtigere.

- Jeg tør ikke længere tage en taxa, fordi jeg ikke har tillid til, om chaufføren vil mig det godt. Der er så mange mennesker i byen med dårlige hensigter, siger hun.

Krigen har også gjort, at der skal mindre til, før hendes øjne bliver blanke, eller at tårerne løber ned over hendes ansigt.

- Jeg kommer nemt til at græde, når jeg ser nyheder, begynder hun.

- Når jeg ser, at endnu et barn er blevet dræbt, eller hvis de viser blod på gaden efter en bilbombe.

- Men noget af det værste er, hvis folk ikke reagerer på situationen og bare ser helt følelelseskoldt til.

Frygt og håb

Suhers største frygt er, at de islamiske krigere med tilknytning til terrorbevægelsen al-Qaeda kommer til magten i Syrien.

I hendes verdensbillede er Syrien et sted, hvor der er plads til alle grupper og religioner, og hun frygter, at især de kristne vil blive dræbt og forfulgt i endnu højere grad, hvis islamisterne får herredømmet.

Hendes drøm er, at tingene bliver, som de var før marts 2011, hvor det hele brød løs.

- Vi skal klare det selv

Hvad tror du, at der skal til for, at de stridende parter kan nærme sig hinanden?

- Først og fremmest skal krigerne fra andre lande tage hjem. De har ikke noget at gøre her. Bagefter skal der tages initiativ til fredsaftaler mellem Assad og de syriske oprørere, og begge parter skal smide deres våben, svarer Suher.

- Jeg håber, at vi syrere selv kan løse problemerne. Mine venner og jeg har det godt sammen, og vi kommer fra forskellige grupper og har forskellig religion.

- Det kan lade sig gøre. Vi skal bare lære at lytte til hinanden. Og elske hinanden.

Mens Suher håber, sætter hun sin lid til, at Gud bliver ved med at holde hånden over hende, og at den syriske hær vil beskytte hende.

- Jeg forventer ikke og ønsker ikke, at der kommer nogen udefra og løser det her. Det skal vi gøre selv.

Suher Fwety har selv valgt at stå frem med sit fulde navn og ansigt.