Australiens premierminister erkender valgnederlag

Australiens premierminister, Kevin Rudd, erkender valgnederlag til den konservative oppositionsleder Tony Abbott. Samtidig trækker han sig som Labours formand.

Den australske premierminister, Kevin Rudd, erkender sit valgnederlag til den konservative oppositionsleder Tony Abbott.

Det skriver AFP lørdag eftermiddag.

- For kort tid siden ringede jeg til Tony Abbott for at erkende mit nederlag i det australske valg, siger Rudd ved et partimøde i Brisbane.

- Som nuværende premierminister i Australien ønsker jeg ham held og lykke i embedet som premierminister for dette land.

Samtidig trækker Kevin Rudd sig som formand for Labour.

Takker for god kamp

80 procent af stemmerne er optalt, og Abbotts konservative koalition i Det Liberalnationale Parti står til at få 88 af de 150 pladser i Repræsentanternes Hus.

Kevin Rudds arbejderparti Labor ser ud til at tage 56 pladser. Alligevel roser premierministeren sit parti for "at have kæmpet en god kamp".

- I aften er det tid til at forenes. For hvad end vores politik er, så er vi først og fremmest australiere, og de ting, der forener os, er mægtigere end de ting, der adskiller os. Og det er derfor, at verden beundrer Australien, fastslår Rudd.

/Ritzau/