FN: Vi behøver mere tid i Syrien

Ban Ki-Moon siger, at FN's våbeninspektører har brug for mere tid til at udføre undersøgelser af gasangreb.

Mens vestlige magter diskuterer et indgreb i Syrien, siger FN, at det har brug for mere tid til at undersøge formodet giftgasangreb. (Foto: © Fabrice Coffrini, Scanpix)

FN's generalsekretær siger, at våbeninspektører har brug for mere tid til at udføre deres undersøgelser.

FN's våbeninspektører i Syrien har "brug for mere tid" til at udføre deres undersøgelser af et påstået giftgasangreb i forstæder til hovedstaden Damaskus.

Det siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Våben-inspektører er på plads for angreb

Mens en række vestlige lande tilsyneladende forbereder en snarlig militær aktion i Syrien, har FN-eksperter i kemiske våben onsdag morgen genoptaget deres arbejde i udkanten af den syriske hovedstad.

FN-inspektørerne er ankommet til et af de områder, som onsdag i sidste uge angiveligt var scene for et giftgasangreb.

Det er ikke annonceret, hvilket område inspektørerne skal besøge.

Uroligheder forhindrede undersøgelser

FN's hold i Damaskus fik ikke lov til at foretage planlagte undersøgelser tirsdag, angiveligt på grund af sikkerhedssituationen i det borgerkrigshærgede land.

På holdets første mission mandag blev en af FN-konvojens biler beskudt af en snigskytte, men holdet valgte at genoptage besøget efter en pause. De kom ifølge FN tilbage med bevismaterialer som ønsket.

Opposition: 1300 er døde

Oppositionen har opgivet dødstallet for giftgasangrebet onsdag i sidste uge til 1300. Læger uden Grænser har med kilder på tre hospitaler i Damaskus-provinsen meddelt, at 355 er erklæret døde som følge af nerveforgiftning.

/ritzau/Reuters