De franske myndigheder har iværksat en undersøgelse af det amerikanske overvågningsprogram Prism.
Det er to menneskerettighedsgrupper, som har foranlediget undersøgelsen, der indledtes 16. juli, siger embedsmænd til det franske nyhedsbureau AFP.
Avisen Le Monde har i sommer afsløret, at den franske efterretningstjeneste Dgse foretager en omfattende overvågning af trafikken på franskmændenes computere og mobiltelefoner, og at der er oprettet en stor database med informationer fra overvågningen.
Amerikansk overvågning afsløret
Det er den tidligere amerikanske agent Edward Snowden, som har afsløret den omfattende overvågning. Den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA har i månedsvis været centrum for afsløringerne.
Prism siges at give NSA og FBI let tilgang til systemerne i verdens førende internetselskaber - deriblandt Google, Facebook, Microsoft, Apple, Yahoo og Skype.
NSA har aflyttet kommunikation i FN og EU, efter et europæisk unionskontor flyttede ind i nye lokaler i New York i september 2012.
Tidligere har Edward Snowdens afsløringer vist, at den amerikanske overvågningstjeneste har haft godt styr på aflytning af intern kommunikation i EU.
Snowden har fået midlertidigt asyl i Rusland.
/ritzau/AFP