En militær lynaktion er en blandt flere muligheder, som den amerikanske præsident, Barack Obama, og hans rådgivere i øjeblikket overvejer i relation til Syrien som en straf for et giftgasangreb i sidste uge.
Det skriver den amerikanske avis Washington Post, som citerer unavngivne kilder omkring regeringen.
Angiveligt skulle en sådan intervention vare blot to dage, og den vil være rettet mod militære mål.
Uden tvivl gasangreb i sidste uge
Angrebet vil omfatte krydsermissiler affyret fra havet og måske bombefly.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sagde på et pressemøde mandag, at det var hævet over enhver tvivl, at der har været et giftgasangreb i Syrien onsdag i sidste uge.
Uden at sige det direkte skød Kerry skylden på Syriens præsident, Bashar al-Assads, styre.
Om det faktum, at Syrien først efter seks dage gav eksperter fra FN adgang til forstæderne, hvor angrebet fandt sted, sagde han:
- Sådan vil en regering, der intet har at skjule, ikke opføre sig.
Ikke nødvendigt at vente på FN
USAs meldinger kom før, FN har sendt resultaterne af deres undersøgelser fra Syrien.
John Kerry slog fast, at FNs undersøgelser heller ikke er nødvendige for at afgøre, at der er brugt kemiske våben, for det er baseret på fakta.
Mens både den britiske og den franske regering har fulgt USAs politiske spor, så står den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), fast på, at man skal afvente FNs eksperter og derpå FNs Sikkerhedsråd.
I FNs Sikkerhedsråd har Kina og Rusland indtil videre modsat sig enhver form for indgriben i den syriske borgerkrig.
/ritzau/