Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) påpeger, at det på nuværende tidspunkt ikke er på tale med militære aktioner i Syrien.
Samtidig bakker hun op om sin udenrigsminister og fastslår, at Danmark ikke skal tage initiativer uden om FNs Sikkerhedsråd.
- Hvis FNs våbeninspektører bekræfter, at der har været anvendt kemiske våben, er det klart en dramatisk eskalering af konflikten, siger Helle Thorning-Schmidt i en kommentar til Ritzau.
Thorning: Deltagelse er ikke aktuelt nu
- En sådan situation vil først og fremmest lægge fornyet pres på FNs Sikkerhedsråd. Fra dansk side har vi hele tiden lagt vægt på at følge FN-sporet. Det har altid store konsekvenser at gribe ind uden et FN-mandat.
Samtidig siger hun, at dansk opbakning til eller deltagelse i en eventuel militær intervention ikke er aktuelt i den nuværende situation.
- Danmark er ikke blevet kontaktet vedrørende en sådan militær aktion, og der er derfor tale om en hypotetisk situation. Vi vil tage stilling til spørgsmålet, hvis det bliver relevant, siger statsministeren.
Ingen nemme løsninger
Efter meldinger om et giftgasangreb mod syriske civile onsdag i sidste uge har både Frankrig og Storbritannien sagt, at de overvejer at gå uden om FNs Sikkerhedsråd, hvor Rusland og Kina længe har modsat sig indgriben i den kaotiske syriske konflikt.
Helle Thorning-Schmidt understreger, at udviklingen i Syrien er dybt forfærdende, og hun forstår godt, at der efterlyses handling i forhold til de tragedier, der udspiller i sig i landet.
Men der ikke findes nogen nemme løsninger på konflikten, lyder det.
- Og i sidste instans tror jeg, alle lande deler analysen om, at der kun er en politisk løsning på konflikten i Syrien. Hvis der er noget, de sidste 15 år har lært os, er det, at en militær løsning ikke kan stå alene, siger hun.
/ritzau/