Skud mod FN-inspektører i Syrien

Første bil i inspektørers konvoj blev ramt af skud. Ny bil er ved at blive fundet.

FN-biler forlader et hotel i Damaskus (© Scanpix)

Uidentificerede snigskytter i Syrien skyder mod de FN-inspektører, der er i Syrien for at undersøge oplysninger om et giftgasangreb i sidste uge. Det oplyser en FN-talsmand.

- Der blev affyret flere skud af ukendte snigskytter, der ramte et af inspektørernes køretøjer og beskadigede det. Vi er ved at skaffe en anden bil, siger en talsmand for FN.

- Det var den første bil, der blev ramt, og konvojen måtte vende om og vente på en anden bil, oplyser BBC.

Blå sikkerhedsveste

FN-inspektørerne havde tidligere på dagen forladt den centrale del af Damaskus for at indlede deres undersøgelser af det sted i forstæderne, hvor der angiveligt er blevet dræbt hundredvis af mennesker med kemiske våben for få dage siden.

En konvoj med seks biler bragte våbeneksperterne, der er iført FNs blå sikkerhedsveste, ud til forstaden Østghouta. De blev ledsaget af en bil fra de syriske sikkerhedsstyrker og en ambulance.

Præsident Bashar al-Assad afviser anklagerne om, at det er hans regime, der står bag det påståede angreb.

/ritzau/Reuters