Tre syriske hospitaler, som hjælpeorganisationen Læger uden Grænser (MSF) støtter i Damaskus-regionen, modtog onsdag morgen 3600 patienter med symptomer på nerveforgiftning.
Det var den morgen, at Syriens regeringshær ifølge oprørerne udførte et voldsomt giftgasangreb i forstæder til hovedstaden Damaskus.
Læger uden Grænser meddeler, at blandt de indlagte blev 355 personer efterfølgende erklæret døde som følge af nerveforgiftning.
- Læger og sygeplejersker på disse hospitaler har sendt detaljerede informationer til MSF om et stort antal patienter, der er indlagt med kramper, overdreven spytproduktion, ikke-lysfølsomme pupiller, sløret syn og åndedrætsbesvær, siger operationschef Bart Janssens fra MSF.
Har ikke haft adgang til hospitalerne
Læger uden Grænser slår fast, at organisationen ikke kan bekræfte en årsag til symptomerne eller sige, hvem der skulle være ansvarlig.
Organisationen har sendt yderligere forsyninger af behandlingspræparatet Atropine til Syrien.
På grund af den usikre og alvorlige sikkerhedssituation i landet har læger fra MSF ikke haft adgang til de tre hospitaler, men organisationen skriver, at den har et tæt og tillidsfuldt forhold til læger og personale på hospitalerne.
Assad afviser brug af giftgas
Ifølge aktivister fra den syriske opposition blev adskillige hundrede dræbt i forbindelse med angrebet onsdag. En gruppe melder et dødstal så højt som 1300.
I øjeblikket forsøger FN's inspektører at få adgang til området eller beviser, så det kan fastslås, om der er anvendt kemiske våben eller ej.
Syriens regering med præsident Bashar al-Assad i spidsen har afvist, at der er anvendt giftgas.
Lørdag hævede Syriens regering, at den har fundet store mængder kemiske våben hos oprørerne. Oprørerne nægter dette.
/ritzau/