Hvis rapporterne om et kemisk angreb i Syrien bliver bekræftet, er der øjensynligt tale om det værste angreb af denne type, siden Saddam Husseins regime i 1988 brugte giftgas mod byen Halabja i Irak og dræbte over 5000 kurdere.
Svenske eksperter siger, at fotos og videooptagelser kan tyde på, at et omfattende gasangreb har fundet sted.
- Vi ser på billedmaterialet, at mange er døde, og at mange har fået sårskader. Og vi ser, at mange har svært ved at trække vejret, siger forskeren Britt Karlsson fra Totalförsvarets forskningsinstitut (FOI).
Både Karlsson og flere internationale medier vurderer, at billederne er troværdige, men der er skepsis over for oplysningerne om det store antal af ofre.
Videoer med sårede børn
Aktivistgrupper hævder, at mellem 500 og 1300 mennesker blev dræbt ved onsdagens angreb i Ghouta nær hovedstaden Damaskus.
I august sidste år truede USA's præsident Obama Syrien med konsekvenser, hvis der var beviser for at kemiske våben blev brugt eller flyttet rundt i landet.
I går blev adskillige videoer lagt på nettet med børn og voksne, der kæmper for at trække vejret. Aktivister hævder at videoerne viser ofrene for et angreb med kemiske våben.
Advarsel: Voldsomme billeder
Videoen herunder er en af dem, som hævdes at vise ofre for et kemisk angreb. Advarsel: Voldsomme billeder.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:523b1178a11f9d0d2091d4dc
USA mener, at enhver brug af kemiske våben i Syrien sandsynligvis vil stamme fra Assad-regimet.
Ekspert: Kan være nervegas
Den internationale ekspert i kemiske våben Faiza Patel, der er tidligere seniorrådgiver i Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben i Haag, fortæller at oplysninger om angrebet er begrænsede:
- Vi ved kun lidt, men der er anklager om 1000 dræbte og folk, der klager over åndedrætsbesvær.
- Hvis det er et angreb med kemiske våben, så kan det være symptomer fra nervegas. Ud fra de symptomer, der beskrives, lyder det ikke som om, det er sennepsgas, da det blandt andet skaber vabler, siger Faiza Patel til Wall Street Journal.
Dansk ekspert: Kan også være klorgas
Den danske major Lars Cramer-Larsen fra Forsvarsakademiet er dog ikke så sikker på, hvilken gas der er blevet brugt.
- Det kan ikke entydigt bestemmes. Fotodokumentationen viser, at ofrene har været udsat for en eller anden form for kemisk reaktion, siger Lars Cramer-Larsen, der ikke ser entydige tegn på nerve- eller blistergasser.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:523b116ca11f9d0d2091d4b1
Se interviewet med Lars Cramer-Larsen herover.
Uklart hvem der står bag
Det kan også være klorgas påpeger han, og det er altså ikke et decideret kemisk våben.
- Jeg vil betragte det som en "dirty bomb", en beskidt bombe, og der har tidligere været anklager om, at det er sket i Aleppo. Den kan laves og bringes til sprængning af begge parter. Så det kunne godt pege på, at det måske kunne være oprørerne, men det kan også være al-Assad-regimet, siger majoren.
35 lande - heriblandt USA, Storbritannien og Frankrig - havde opfordret til, at det FN-hold, der allerede nu befinder sig i Syrien for at undersøge brugen af kemiske våben, også skulle undersøge gårsdagens angreb. Men FN-diplomater siger, at Kina og Rusland modsatte sig, at FN's Sikkerhedsråd krævede en undersøgelse.
Den syriske regering har afvist, at der er anvendt kemiske våben.