Manning skifter køn efter dom: Jeg hedder Chelsea

Bradley Manning, som er dømt for at lække fortrolig information, siger, at han er en kvinde og hedder Chelsea.

Dette billede af Manning som kvinde stammer fra 2010 og er udleveret af den amerikanske hær.

Den amerikanske whistleblower Bradley Manning afslører en farverig nyhed fra privatlivet, dagen efter han onsdag blev idømt 35 års fængsel for at lække fortrolig information.

Han vil være kvinde og skifter navn til Chelsea. Det meddeler han i en udtalelse til mediet Today.

- Jeg hedder Chelsea Manning. Jeg er en kvinde, meddeler den dømte whistleblower i udtalelsen.

Starter hormonbehandling hurtigst muligt

Den 25-årige soldat er dømt for at lække flere end 700.000 dokumenter til Wikileaks, da han arbejdede i Irak i 2010.

- Med baggrund i mine følelser siden barndommen har jeg besluttet at starte hormonbehandlinger så snart som muligt. Jeg håber, at I vil støtte mig i min overgang til kvinde.

Sådan så Bradley Manning ud under retssagen mod ham. (Foto: © MANDEL NGAN, Scanpix)

- Jeg beder også om, at I fra i dag omtaler mig ved mit nye navn og benytter det kvindelige stedord (bortset fra i officielle breve til fængslet). Jeg ser frem til at modtage breve fra støtter og at få mulighed for at svare.

På et billede fra den amerikanske hær optræder Manning med paryk og læbestift. Tidligere har den dømte whistleblower anvendt et andet kvindenavn, Breanna.

/ritzau/