Der bliver fortsat fundet døde kroppe efter et gasangreb i forstæder til den syriske hovedstad Damaskus, meddeler en talsmand for Syriens Nationale Koalition.
- Vi forventer at antallet af døde vil vokse, for vi har lige opdaget et område i Zamalka med huse, der er fyldt med døde mennesker, siger koalitionens talsmand Khaled Saleh.
Den syriske opposition har krævet, at FNs inspektører straks får adgang til området, hvor angrebet ifølge oppositionen har fundet sted.
Den syriske regering med præsident Bashar al-Assad i spidsen har pure afvist, at man har anvendt kemiske våben ved angrebet onsdag.
Det værste angreb siden 1980erne
Ifølge aktivistgrupper blev op mod 1300 mennesker dræbt ved onsdagens angreb, der ifølge oprørerne var et kombineret giftgas- og bombeangreb.
Hvis rapporterne om et kemisk angreb i Syrien bliver bekræftet, er der øjensynligt tale om det værste angreb af denne type, siden Saddam Husseins regime i 1988 brugte giftgas mod byen Halabja i Irak og dræbte over 5000 kurdere.
/ritzau/