Det er en helt naturlig forlængelse af de egyptiske myndigheders massive kampagne mod Det Muslimske Broderskab, at lederen Mohamed Badie nu er blevet anholdt og anklaget for opfordring til vold.
Men samtidig markerer det også, at den omstridte bevægelse kommer til at skifte strategi.
Sådan lyder vurderingen fra Rasmus Boserup, mellemøstforsker ved DIIS og tidligere direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo.
Han påpeger, at Det Muslimske Broderskab i de sidste 30 år er gået målrettet efter at få politisk indflydelse med en magtstyret fløj i spidsen.
- Jeg tror, at den modsatte fløj vinder frem nu. For jeg kan ikke se, at den politiske fløj kan overbevise medlemmerne af broderskabet om, at ideen om at blive en legitim spiller, der går efter politisk magt, stadig giver mening, siger Rasmus Boserup.
Svær historie at fortælle
Det Muslimske Broderskab har ellers tidligere vist sig som en bevægelse, der igen og igen kommer tilbage, selvom den er blevet stækket.
- Men det er anderledes nu. For deres nye historie gik ud på, at de skulle ind og blive en lovformelig spiller og være med til at danne Egyptens politiske system. Den historie bliver meget svær at fortælle, siger Rasmus Boserup.
Anklaget for at opildne til vold
Mohamed Badie er anklaget for at have opfordret til vold foran den republikanske gardes hovedkvarter 8. juli, hvor 55 mennesker blev dræbt. Retsmødet er sat til at finde sted 25. august.
Ammar Badie, søn af Mohamed Badie, var blandt de omkring 170 dræbte under fredagens sammenstød mellem tilhængere af Det Muslimske Broderskab og sikkerhedsstyrker i Kairo.
Badie døde af et skudsår ifølge den politiske gren af broderskabet, Friheds- og Retfærdighedspartiet.