En kæmpemæssig flygtningestrøm fra Syrien har bevæget sig ind i den kurdiske del af Irak. Siden torsdag har cirka 20.000 vandret hen over en smal pontonbro over floden Tigris.
Grænseovergangen har været lukket siden en gang i maj, men nu er den altså åbnet igen - og de syriske flygtninges pres på den kommer bag på nødhjælpsarbejdere i området. Det fortæller Rasmus Egendal er er vicechefkoordinator for FN's fødevareprogram i Amman i Jordan.
- Det er en forholdsvis lille grænseovergang, som har været lukket siden en gang i maj. Mange har ventet på at komme over, og det skaber et pres. Det er en lidt uventet situation, som vi arbejder på at få styr på nu, siger han til DR Nyheder.
Bekymret
De omkring 20.000 flygtninge er blevet eskorteret til andre steder i den kurdiske region, fortæller han.
- Vi er bekymrede over det store antal flygtninge.
Ngo'ere har knoklet i døgndrift for at holde trit med flygtningestrømmen. En nødlejr skal etableres, og man forventer, at den kan stå færdig om et par uger.
FN's fødevareprogram arbejder på at transportere fødevarer til de flygtede frem igennem Tyrkiet - men på grund af presset på den lille grænseovergang og en region, der er alt andet end rolig og stabil, tøver Rasmus Egendal ikke med at kalde situationen for dramatisk.
Værre end nogensinde
For det er en udfordring at levere nødhjælp til flygtninge i den kurdiske del af Irak, er Dansk Røde Kors helt enig i. For når flygtninge strømmer fra Syrien og ind i Irak, som jo også er et land i stor konflikt med sig selv, viser tydeligt hvor desperate de syriske flygtninge er, siger generalsekretær Anders Ladekarl til DR Nyheder.
- Det er vanskeligt at komme til Tyrkiet, fordi landet næsten har lukket grænserne. Det tager lang tid at komme ind i Jordan, fordi flygtningelejrene der også er fyldt. I Libanon er der også en del konflikter, der gør, at flygtninge måske ikke synes, det er det rareste sted at flygte hen. Situationen i Syrien er værre end nogensinde, og derfor vælger folk at flygte til lande, hvor det også er meget usikkert at opholde sig.
Halser efter
FN siger, at 1,6 millioner er flygtet ud af Syrien. Det tal vil til december være vokset til 3,5 millioner.
- Desværre er der intet, der tyder på, at flygtningestrømmene ud af Syrien vil blive mindre. Folk flygter for at redde deres liv, så der er ikke andet for os at gøre end at halse efter, så godt vi kan, siger Anders Ladekarl.