Myndighederne i Egypten: Dødstallet stiger til over 500

Myndighederne i Egypten opjusterer dødstallet. Flere end 500 mennesker meldes nu dræbt under urolighederne.

En mand sørger på et improviseret lighus i Kairo. (Foto: © MOSAAB EL-SHAMY, Scanpix)

Myndighederne i Egypten opjusterer dødstallet. Mindst 525 mennesker meldes nu dræbt under urolighederne.

Der blev dræbt mindst 525 mennesker, da egyptiske sikkerhedsstyrker onsdag blev sat ind mod aktivister fra Det Muslimske Broderskab i hovedstaden Kairo og andre steder i landet.

Dødstallet lød torsdag morgen på 278, men først på eftermiddagen sagde sundhedsministeriet, at 525 mennesker er dræbt.

Det er ikke umiddelbart klart, om det tal indeholder de 43 politifolk, som indenrigsministeriet tidligere har meldt dræbt.

Præsident fjernet

De blodige begivenheder ser ikke ud til at have fået Det Muslimske Broderskab til at opgive sin kamp.

Bevægelsen kræver den folkevalgte præsident Mohamed Mursi, som blev fjernet af militæret i begyndelsen af juli, genindsat, og Det Muslimske Broderskab siger, at det vil fortsætte med sin aktivisme.

Broderskab: Vi vil fjerne militærkup

- Vi vil altid være ikke voldelige og fredelige. Vi er stadig stærke, trodsige og beslutsomme, skriver bevægelsens talsmand, Gehad El-Haddad, på sin Twitter-konto.

- Vi vil klø på, indtil vi får fjernet dette militærkup, tilføjer han.

Efter at militæret havde fjernet Mursi fra magten, oprettede Det Muslimske Broderskab lejre flere steder i Kairo.

Det var blandt andet disse lejre, som sikkerhedsstyrkerne greb ind over for onsdag.

/ritzau/AFP