I går, lørdag den 3. august, var det officielt: Mugabe blev erklæret som vinder af valget i Zimbabwe. Og det er en erfaren politiker, der fortsætter med at lede det afrikanske land.
Robert Mugabes karriere begyndte i kampen for frihed for de sorte under det hvide mindretalsstyre, dengang landet hed Rhodesia. Men Mugabe er endt som en diktator, der har regeret Zimbabwe i mere end 30 år.
- Hvis Mugabe havde trukket sig fra præsidentposten i 90'erne, kunne han meget vel være på linje med Mandela som en af de store frihedshelte i Afrika. I stedet førte han landet ud på en deroute blandt andet ved at smide de hvide farmere ud, og han har siden det begyndte i 2000 forvandlet sig til en af verdens værste diktatorer, siger journalist Sara Schlüter, der har beskæftiget sig indgående med Zimbabwe i en årrække, og som i dag arbejder på udlandsredaktionen i DR Nyheder.
En helt
I 1970'erne ejede Zimbabwes hvide mindretal alle virksomheder og landbrug, og de sorte blev diskrimineret. Mugabe kæmpede mod regimet og efter flere års partisankrig blev Zimbabwe selvstændigt i 1980. Landet fik sort flertalsstyre under premierminister Robert Mugabe.
- Mange hvide flygtede nærmest ud af landet. De var bange for den sorte oprørsleder og marxist Mugabe, som havde vundet frihed til sit folk, siger Sara Schlüter.
Men der ventede en stor overraskelse dagen før den ceremonielle magtoverdragelse i hovedstaden, som ved uafhængigheden skiftede navn fra Salisbury til Harare, fortæller Sara Schlüter.
- Mugabe holdt en berømt tale og rakte hånden ud til Zimbabwes hvide befolkning. Han kaldte dem for sine brødre og søstre og bad dem blive og hjælpe med at skabe en fælles og bedre fremtid for alle i Zimbabwe.
Billedet på det nye Afrika
Talen og udviklingen i landet var med til at gøre Mugabe til en donordarling, der modtog millioner fra i-landene, og han blev billedet på 'det nye Afrika' op gennem firserne.
- Han blev set som et eksempel på en af de nye ledere i Afrika, der ville skabe en god fremtid for kontinentet. Zimbabwe var i starten af firserne præget af enorm optimisme, og nærmest alle troede på projektet - og man troede, at Mugabe ville føre Zimbabwe ind i en ny æra, siger Sara Schlüter.
Det gik også rigtig godt - der blev investeret stort i landet, blandt andet massivt i uddannelse. Zimbabwe blev kendt som Afrikas brødkurv, fordi det havde en enorm og velfungerende landbrugsproduktion.
Massakren ingen hørte om
Men der var bestemt også en skyggeside i firsernes Zimbabwe.
Op mod 30.000 mennesker blev massakreret i den sydlige del af landet i forbindelse med, at Mugabe og hans parti ZANU-PF cementerede magten. Massakrerne blev senere kendt som Gukurahundi, men først langt senere fik verden kendskab til de brutale nedslagtninger.
Flere journalister og forfattere har siden beskyldt verden for at vende det blinde øje til for ikke at ødelægge billedet på det progressive Zimbabwe og deres dengang populære præsident.
Sara Schlüter fortæller om mødet med en chauffør i Zimbabwes næststørste by Bulawayo, der ligger i det område, hvor flest blev udryddet i massakrerne:
- Han var tydeligvis stadig meget berørt af det. I mange år har massakrerne været et kæmpe tabu. På et tidspunkt kører vi forbi et busstoppested. Der står ingen og venter. Han peger og siger, at der sjældent er nogen, der bruger det. Der er for mange ånder. Han kan huske som barn at have set ligene, der var stablet lige der i vejkanten.
Derouten begynder
Men alt var ikke fryd og fornøjelighed i Zimbabwe, selv om det primært var de historier, som verden hørte op gennem 1990'erne.
Korruptionen løb lige så stille og rolig løbsk, og økonomien smuldrede. Det endte galt.
I slutningen af 1990'erne var der ikke længere råd til at betale pension til de mange krigsveteraner, som havde kæmpet med Mugabe mod det hvide overherredømme i 60'erne og 70'erne.
Smed de hvide på porten
Og i 2000 fik verden brat øjnene op for Zimbabwes problemer.
En gruppe veteraner invaderede en aften en farm ejet af en hvid landmand. Hans familie flygtede, og han selv blev banket ihjel. Billedet af hans lig gik verden rundt. Og det blev ikke det sidste af den slags billeder.
For at undgå et opgør med veteranerne havde Mugabe givet dem lov til at overtage farmene fra landets hvide landmænd. De næste år blev 4.000 smidt ud af deres hjem på brutal vis, og hele landbrugssystemet i landet brød sammen.
Sara Schlüter talte med en af dem for nogle år siden i Harare.
- Jeg skal nok klare mig, sagde han.
Han var langt mere bekymret for de 500 sorte, som havde arbejdet for ham. De var blevet smidt ud af deres hjem på farmen samtidig med ham.
Ikke længere Afrikas brødkurv
Mange tusinder sorte arbejdere blev forvist fra farmene sammen med de 4.000 hvide farmere.
- Mugabe havde fuldstændig ret, når han talte om, at der var brug for en landreform i Zimbabwe. De hvide sad dengang på næsten al den gode landbrugsjord. Men det var den helt forkerte måde at gøre det på. Og resultatet kunne tydeligt ses, når man kørte gennem landet. Mark efter mark lå udyrket, siger Sara Schlüter.
I stedet for at være 'Afrikas brødkurv' forvandlede Zimbabwe sig til en forarmet og fattig madimportør med en sultende befolkning. Samtidig blev Mugabe og Zimbabwe fordømt fra verden over - deriblandt også Danmark, som i 2002 lukkede ned for Zimbabwe som programsamarbejdsland i protest mod forholdene i landet.
- Robert Mugabe er en utroligt dygtig strateg, som i årevis har brugt særligt briterne som forklaring på de fleste af Zimbabwes problemer. Og der er stadig stor opbakning til ham i store dele af Afrika, hvor han af mange bliver anset meget mere som frihedshelt end som despot, siger Sara Schlüter.
Hvide firmaer skal overdrages
Mugabes valgkamp har denne gang også drejet sig meget om, at han er Zimbabwes eneste håb og den eneste modstand mod landets hvide befolkning og den britiske imperialisme.
Hans hovedforslag er, at alle firmaer, der er ejet af hvide zimbabwere eller udlændinge, skal overdrage mindst 51 procent af ejerskabet til sorte, fortæller Sara Schlüter.
Ved valget for fem år siden gik den dog ikke længere. I første valgrunde tabte Mugabe og ZANU-PF til modstanderen Morgan Tsvangirai og partiet MDC. Men Mugabe lod sig ikke slå ud. Militæret, politiet og hæren iværksatte en brutal voldskampagne, der stadig sætter sig dybe spor blandt zimbabwerne.
Omkring 200 blev slået ihjel, og tusinder voldtaget og tortureret.
Trækker sig næppe
I dag fortæller mange til zimbabwiske og internationale medier, at der slet ikke er brug for åbenlys vold længere. Alene truslen er nok.
Robert Mugabe sagde tirsdag aften forud for valget, at han har tænkt sig at trække sig tilbage, hvis han taber.
- Jeg er også en god historiefortæller. Jeg vil bruge min tid på at fortælle historier eller skrive dem ned, sagde han.