Snowden-læk: USA har let adgang til Facebook-chat

Dokumenter fra et af NSAs mest omfattende overvågningsprogrammer bekræfter tidligere Snowden-udtalelser.

De amerikanske myndigheder har tidligere afvist udtalelser fra den afhoppede efterretningsmand Edward Snowden om overvågning på sociale medier. (© Scanpix)

Afsløringerne fra den afhoppede efterretningsmand Edward Snowden fortsætter med at udstille USAs massive overvågning af verdens borgere.

Den britiske avis The Guardian afslører nu nye detaljer om, hvor problemfrit det amerikanske efterretningsvæsen kan skaffe sig adgang til private informationer fra internetsider som for eksempel Facebook.

Ud over at overvåge alle e-mail og hvilke internetsider, brugerne besøger, har analytikere i efterretningstjenesten NSA også frit spil, når det gælder historik fra private samtaler og beskeder på sociale medier.

Adgang til private samtaler

Onsdag viser dokumenter i The Guardian, hvordan medarbejdere hos NSA bruger det hemmelige overvågningsprogram Xkeyscore NSA til at overvåge personer digitalt uden nogen specifik tilladelse.

Blandt andet viser screendumps fra Xkeyscore i brug, hvordan analytikere får adgang til private samtaler.

Ved at indtaste et brugernavn i programmet får analytikerne øjeblikkeligt adgang til samtlige samtaler på Facebook. Det samme gælder på Twitter og andre sociale medier.

Snowdens påstand tidligere afvist

De offentliggjorte dokumenter bekræfter Edward Snowdens påstande fra det første interview, han gav efter at have sat gang i sin lavine af lækager, der er offentliggjort i en række prestigefyldte medier.

- Jeg kunne, fra mit skrivebord, aflytte hvem som helst. Fra dig og din revisor til en dommer eller sågar en præsident, så længe jeg havde deres private e-mailadresser, sagde Snowden til The Guardian i juni.

Repræsentanter fra amerikanske efterretningstjenester har tidligere sagt, at Snowdens påstande ikke var sande.

/ritzau/