Syriske oprørsledere til USA: Vi har behov for våben

Over 100.000 er nu slået ihjel i borgerkrigen i Syrien. Samtidig lægger oprørere pres på USA om våben.

En moske i den syriske by Homs er blevet sønderbombet. (© Scanpix)

Syriske oprørsledere lægger pres på USA om at forsyne dem med våben så hurtigt som muligt.

Situationen er desperat, og oprørerne mangler våben, sagde Ahmad Jarba, leder af Syriens oppositionskoalition, torsdag til den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, under et møde i New York.

Jarba er i New York sammen med andre ledende personer fra oprøret mod det syriske regime for at møde repræsentanter for de lande, som sidder i FNs Sikkerhedsråd, blandt andet Rusland, fredag.

Ingen ønsker om fredsforhandlinger

John Kerry fortalte på mødet med Jarba om arbejdet med at arrangere den internationale fredskonference om Syrien, som USA og Rusland har foreslået.

Nationalkoalitionens leder sagde efter mødet, at man ikke ønsker at deltage i fredsforhandlinger, så længe styret i Damaskus fortsætter med at dræbe civile.

Præsident Barack Obama har åbnet op for at forsyne oprørerne med våben, men endnu skulle der ikke være sendt krigsmateriel til Syrien.

Undersøgte forsyningslinjer

Som en optakt til at indlede våbenforsyninger har USA tjekket oppositionens evne til at få fødevarer, medicinsk udstyr og penge frem til de områder i Syrien, der kontrolleres af oprørerne.

I weekenden mødtes amerikanske embedsfolk med syriske oppositionsledere i Istanbul for at finde ud af, hvordan forsyningslinjerne til oprørssoldater og krigshærgede byer og områder kan holdes åbne.

Det oplyser en kilde i den amerikanske udenrigstjeneste til nyhedsbureauet Reuters.

FN: Over 100.000 døde

Kongressen har godkendt de nødvendige love til at indlede forsyninger, selv om mange politikere frygter, at militært isenkram kan havne i hænderne på styrker, som senere vil bruge det mod USA.

Dødstallet som følge af den over to år lange konflikt i Syrien har nu rundet 100.000. Det oplyste FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, torsdag.

Han støtter forslaget om en fredskonference og opfordrer begge parter i borgerkrigen til at møde op. Ban Ki-moon tror ikke, at konflikten kan løses militært.

/ritzau/AFP