Selv om det generelt går fremad for den amerikanske økonomi, kan konkursen i den detroniserede amerikanske industriby Detroit få flere byer til at gå samme vej.
Det afhænger dog af, hvad den fallerede bilby får ud af konkursbegæringen, lyder vurderingen fra lektor Niels Bjerre-Poulsen, Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.
- Generelt går det den rigtige vej i USA, men det bliver interessant for andre kriseramte byer at se, hvad der kommer til at ske.
Kan blive løsning for andre byer
- Hvis Detroit kommer ud af det med skindet på næsen, er der måske andre byer i håbløs, permanent krise, der vil overveje det samme, siger han.
Detroits deroute er dog anderledes ekstrem end mange andre byers. Både den pengestærke middelklasse og arbejdspladserne er flyttet fra industribyen, mens infrastrukturen er gået til grunde. Og så har krisen stået på i årevis:
- Detroit har været i krise i 30 år. Opsvinget er gået uden om byen. Den er kommet for langt ud. Det er en ond spiral, siger Niels Bjerre-Poulsen.
Under administration
- Skattegrundlaget er flyttet fra byen og ud til forstæderne. Og industrien, der engang gjorde Detroit til en vigtig storby, er også flyttet ud.
- Når så infrastrukturen og politiet bryder sammen, og du ikke længere kan garantere for folks sikkerhed, flytter endnu flere.
Detroit skal nu under heftig administration. Det skal besluttes, hvor der kan skæres, og hvor der kan sælges ud.
I modstrid med demokrati
Og det kommer til at ske i modstrid med normale på demokratiske beslutningsprocesser med byråd og så videre, fortæller Niels Bjerre-Poulsen.
- Så kommer der en administrator, der kan bestemme, hvilke skoler der skal lukke, og hvilke bygninger, der skal lukke.
- Og noget af det værste er de pensionsforpligtelser, byen har. Offentligt ansatte kan risikere, at man med konkursen siger, at man bliver nødt til at nedskrive deres pension, forklarer han.
Håbet er dog, at byen på den måde kan få forhandlet det kæmpebeløb ned, som den skylder til kreditorer, så folk igen kan få lyst til at flytte til Detroit.
/ritzau/