På forsiden af den kommende udgave af det velrenommerede musikmagasin Rolling Stone optræder den terrorsigtede Dsjokhar Tsarnaev, og det har skabt heftig debat på de sociale medier.
Således har tusindvis af Facebook-brugere delt magasinets forside, hvor den 19-årige mand, der nægter sig skyldig i samtlige anklager relateret til angrebet mod Boston Marathon i april, poserer som en anden superstjerne.
Mange kalder forsiden smagløs og ulækker.
Ligner Jim Morrison
- Hvilken skændsel at forsøge at få Tsarnaev til at ligne en rockstjerne. Horribelt, skriver en Facebook-bruger, Steve Simon, på Rolling Stones side på det sociale netværk.
Flere end 5400 mennesker har i løbet af bare 12 timer kommenteret magasinets vovede satsning, siden den kontroversielle forside blev frigivet på nettet, skriver BBC.
På Twitter har mange brugere hæftet sig ved, at billedet af den 19-årige tjetjener minder meget om en tidligere Rolling Stone-forside med Jim Morrison fra bandet The Doors.
Pink: Meget skuffende
Sangerinden Pink har retweetet en besked fra radioværten Ted Stryker, som skriver:
- Forfærdeligt, lavt, dumt valg af Rolling Stone. Det er hverken klogt eller viser kant. Meget skuffende.
Boston-punkbandet Dropkick Murphys, som for nylig donerede 300.000 dollar til ofrene fra bombeangrebet i deres hjemby, udtrykker ligeledes vrede.
- Rolling Stone, I burde skamme jer, tweeter bandet.
- Hvad med at putte et af de heltemodige ofre på forsiden i stedet for denne taber, mener bandet.
Brugt to måneder på artikel
Journalist og redaktør Janet Reitman fra Rolling Stone har brugt to måneder på at interviewe Dsjokhar Tsarnaevs venner og familie for at kunne skrive artiklen, og det er da heller ikke alle, der fordømmer hendes arbejde.
Journalisten Erik Wemple påpeger på sin blog på Washington Post, at billedet, som Tsarnaev selv har postet online, tidligere været bragt på forsiden af New York Times.
- At præsentere denne formodede terrorist som et helt menneske får ham til at fremstå endnu mere skræmmende, skriver Wemple.
Vores tanker går til ofrene
Onsdag aften reagerer Rolling Stone på kritikken. The Washington Post bringer den, og den lyder: "Vore tanker går til ofrene for Boston Marathon-bomberne, og vores tanker er altid med dem og deres familier. Historien, vi udgiver i denne uge, falder indenfor journalistiske traditioner og Rolling Stones' mangeårige engagement i alvorlig og tankevækkende dækning af de vigtigste politiske og kulturelle spørgsmål i vores dagligdag.
Det faktum, at Dzhokhar Tsarnaev er ung og i samme aldersgruppe som mange af vores læsere, gør det endnu vigtigere for os at undersøge kompleksiteten og få en mere komplet forståelse af, hvorfor en tragedie som denne sker. Redaktionen."
Risikerer dødsstraf
Tsarnaev er tiltalt for sammen med sin nu afdøde bror at dræbe fire mennesker og for at såre 264 personer, hvoraf adskillige mistede et eller begge ben, ved maratonløbet i Boston 15. april.
Han risikerer dødsstraf eller livsvarigt fængsel for 17 af de i alt 30 forhold i anklageskriftet.