Tidslinje: Egypten siden Mubaraks fald

Begivenhederne i Egypten lige nu er resultatet af et årelangt og markant forløb. Få overblikket her.

Der har i flere år været uro i Egypten. (Foto: © GIANLUIGI GUERCIA, DR Nyheder)

Mandag 4. november

Retssagen mod eks-præsident Mohamed Mursi begynder i Kairo. Han står anklaget for at have tilskyndet til vold med døden til følge under demonstrationer.

Mursi risikerer - sammen med 14 andre ledere fra Det Muslimske Broderskab - at blive dømt til døden.

Lørdag 28. septemberEgyptisk udenrigsminister siger, at landets overgangsregering bør erstattes af folkevalgte til foråret 2014. Således siger udenrigsminister Nabil Fahmy, at overgangsregeringen bør ophøre "mod foråret næste år", og erstattes af folkevalgte ledere.

Tirsdag 24. septemberUdenrigsministeriet fraråder ikke længere folk at at rejse til turistområder i Egypten.

Torsdag 12. septemberUndtagelsestilstanden i Egypten er forlænget med to måneder, oplyser præsidentkontoret.

Mandag 26. august

Star Tour og Spies aflyser samtlig rejser til Egypten i resten af 2013.

Søndag 25. augustEn domstol i Kairo besluttede søndag at udskyde retssagen mod den tidligere præsident Hosni Mubarak til 14. september. Også sager mod Mubaraks sønner og sikkerhedschefer er udsat-

En egyptisk domstol har desuden udskudt en retssag mod islamistiske ledere til den 29. oktober.

Retssagen mod blandt andre seks topledere fra Det Muslimske Broderskab, der blandt andet anklages for at have opildnet til vold, skulle have været indledt søndag.

Torsdag 22. august

En helikopter med Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak om bord letter fra Tora-fængslet i Kairo. Tilhængere jubler foran fængslet.

Mubarak overføres efter eget ønske til et militærhospital i Kairo-forstaden Maadi.

Der er det meningen, at den 85-årige ekspræsident skal være i husarrest.

Onsdag 21. august

Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak, som det egyptiske folk væltede fra posten i 2011, er meget snart på fri fod. Det har en egyptisk domstol bestemt onsdag, og ekspræsidenten ventes at kunne forlade fængslet onsdag eller torsdag.

EU's udenrigsministre er onsdag blevet enige om at indstille salg af sikkerhedsudstyr og våben til Egypten. Ministrene vil også kigge nærmere på licenser til våbeneksport samt gennemgå deres sikkerhedsstøtte til Egypten

Tirsdag 20. augustDe egyptiske myndigheder har anholdt lederen af Det Muslimske Broderskab, Mohammed Badie.

Han blev anholdt i en lejlighed i det nordøstlige Kairo, efter at sikkerhedsstyrkerne havde fået et tip om, hvor han skjulte sig.

Det Muslimske Broderskab har derefter udpeget Mahmoud Ezzat som midlertidig leder til at stå i spidsen for gruppen. Mahmoud Ezzat er næstformand i Det Muslimske Broderskab.

Mandag 19. august

Mindst 24 egyptiske politifolk bliver dræbt, da mistænkte militante foretog et bagholdsangreb på to minibusser med politifolk og affyrede raketter mod køretøjerne på Sinaihalvøen, oplyser læge- og sikkerhedskilder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Søndag 18. august

Uroligheder i et fængsel i Kairo koster 38 mennesker livet.

Nyhedsbureauet AP skriver, at drabene fandt sted, da en gruppe fanger forsøgte at undslipppe fra en fangetranspot med i alt 600 fanger.

Lørdag 17. august 2013

Sikkerhedsstyrker rydder al-Fath-moskeen i Kairo, der bliver brugt som base og hospital af pro-Mursi-tilhængerne.

Fredag 16. august 2013

Det Muslimske Broderskab har døbt dagen 'Vredens dag' og opfordret til demonstrationer efter fredagsbønnen.

Fredag eftermiddag meldes om mindst 15 døde.

Onsdag 14. august 2013

Egyptiske sikkerhedsstyrker rydder pro-Mursi-protestlejre i Kairo.

Ifølge egyptiske myndigheder er 421 blevet dræbt og tæt på 1.000 såret.

En britisk kameramand fra Sky News og en journalist fra Xpress, en del af det Dubai-baserede medie Gulf News, bliver dræbt i Kairo.

Natten til 27. juli 2013

Ifølge Det Muslimske Broderskab er mange dræbt og mindst 4.500 kvæstede i et angreb på en demonstration i Kairo til fordel for Egyptens afsatte præsident, Mohamed Mursi.

3. juli 2013

Mohamed Mursi erstattes midlertidigt af lederen af forfatningsdomstolen, Adly Mansour, indtil en ny præsident er blevet valgt.

Egyptens forfatning suspenderes midlertidigt.

Ifølge Egyptens forsvarschef Abdeh Fattah Al-Sisi er militæret og oppositionen enige om en køreplan for Egyptens fremtid.

Natten til 3. juli 2013

16 dræbt og flere hundrede meldes sårede under kampe mellem hæren og Mursi-støtter efter, at præsident Mursi på nationalt tv afviser at imødekomme hærens krav.

Han understreger, at han er valgt af folket, og at han "fastholder den legitimitet."

1. Juli 2013

Militæret erklærer, at præsident Mursi har 48 timer til at løse den spændte politiske situation i Egypten.

Hvis ikke det sker, vil militæret gennemføre sin egen køreplan, lyder det på nationalt tv.

30. juni 2013

Syv dræbt og 600 såret under voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter over hele landet på årsdagen for Mohamed Mursis officielle indsættelse som præsident.

15. december 2012

Egypterne stemmer om den første nye forfatning, siden Hosni Mubarak blev væltet.

24. juni 2012

500 dage efter at egypterne væltede Hosni Mubarak, har de fået ny præsident.

Mohamed Mursi bliver den første præsident, som egypterne har stemt på ved et frit valg.

21. januar 2012

Det Muslimske Broderskab vinder en klar sejr ved parlamentsvalget i Egypten med næsten halvdelen af stemmerne.

20. november 2011

Voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter, der frygter, at militæret vil holde på magten.

3. august 2011

Retssagen mod den tidligere egyptiske leder, Hosni Mubarak, starter.

Mubarak er anklaget for drab på demonstranter og omfattende korruption.

11. februar 2011

Hosni Mubarak meddeler, at han går af som præsident.

25. januar 2011

Efter revolutionen i Tunesien håber demonstranter i Kairo, at Hosni Mubaraks styre og diktatur gennem 29 år også kan væltes.

De følgende dage breder demonstrationerne sig til flere byer, og gennem internettet får flere og flere egyptere besked om demonstrationerne.