John Kerry: Overvågning af lande er normalt

Det er ikke underligt at søge informationer hos andre lande, siger USAs udenrigsminister.

USAs udenrigsminister John Kerry er i øjeblikket på rundrejse i Mellemøsten. (© Scanpix)

For første gang efter afsløringerne om, at USAs efterretningstjeneste NSA har udført omfattende spionage mod centrale EU-kontorer i Washington, New York og Bruxelles, bliver oplysningerne kommenteret fra højeste sted i den amerikanske administration.

På et pressemøde i Brunei siger den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, til EU, at det ikke er usædvanligt, at man søger informationer i andre lande.

John Kerry vil imidlertid ikke kommentere den konkrete sag og begrunder det med, at han er på udlandsrejse. Kerry er i disse dage på rundtur i Mellemøsten.

Afsløringerne har sendt chokbølger gennem flere EU-lande, og der er blevet skabt tvivl, om den omfangsrige transatlantiske frihandelsaftale nu bliver til noget.

/ritzau/AFP