USA har aflyttet adskillige af EUs kontorer og skaffet sig adgang til interne computernetværk. Det skriver det tyske magasin Der Spiegel, som angiveligt er i besiddelse af en bunke hemmelige dokumenter, der beviser spionagen.
Dermed føjes endnu en anklage til bunken om USAs påståede spionage af andre nationer.
Der Spiegel citerer et dokument, som den tidligere ansatte i USAs sikkerhedstjeneste, U.S. National Security Agency (NSA), Edward Snowden i bidder har lækket til magasinets journalister.
Hemmelige dokumenter
Den 30-årige Snowden er i forvejen sigtet for spionage og eftersøgt for at have afsløret nogle af USAs hemmelige spionprogrammer til overvågning.
Det nye dokument beskriver, hvordan NSA har aflyttet kontorer og udspioneret EUs interne computernetværk i Washington og FN - ikke alene ved at aflytte samtaler og telefonopkald, men også ved at få adgang til hemmelige dokumenter og e-mails.
Dokumentet kalder direkte EU for et mål.
Er i Moskva
Ifølge Der Spiegel skulle NSA også have målrettet aflytningen mod telefonsamtaler ind og ud af den bygning i Bruxelles, hvor alle EUs stats- og regeringschefer regelmæssigt mødes til topmøder.
Oplysningerne om de amerikanske overvågningsprogrammer, som Snowden har lækket i udenlandske medier, har antændt en heftig debat om balancen mellem privatlivets fred og national sikkerhed i USA.
Den 30-årige Snowden opholder sig fortsat i ingenmandsland i transitområdet i den russiske hovedstad Moskvas internationale lufthavn. Her venter han på, at Ecuador beslutter, om de vil lade ham få asyl i landet.
/ritzau/Reuters