Egyptere demonstrerer for og imod deres præsident

Spændinger tager til mellem tilhængere og modstandere af Egyptens præsident, Mohamed Mursi.

Modstandere af Egyptens præsident Mursi afbrænder inventar fra Friheds- og Retfærdighedspartiets kontor i Alexandria. (Foto: © STR, Scanpix)

En mand blev dræbt af skud og mange blev såret, da det fredag kom til gadekampe i den egyptiske by Alexandria mellem politi og demonstranter, der protesterer mod landets regering.

Demonstranter markerer deres modstand mod præsident Mohamed Mursi i flere egyptiske byer, og der er blevet sat ild til det islamistiske Friheds- og Retfærdighedspartis kontorer i Alexandria og i byen Aga.

I Kairo er tusindvis af demonstranter også samlet på Tahrirpladsen i Kairo for at protestere mod regeringen. I en anden bydel i Kairo er der demonstrationer til fordel for præsidenten.

Borgerkrigslignende tilstande

Flere fremtrædende gejstlige i Egypten advarer om borgerkrigslignende tilstande imellem tilhængere og modstandere af Mursi og hans regering.

De gejstlige, som tydeligvis støtter Mursi, anklager kriminelle bander for at opildne til uro og vold.

- Folk er meget spændte. Jeg kan mærke lugten af blod i luften, siger menneskerettighedsaktivisten Negad El Borai til det svenske nyhedsbureau TT.

Legitimitet

Mursis legitimitet er hovedtemaet for demonstranterne i begge lejre.

Mursi-tilhængerne har også planlagt en massedemonstration i Kairo søndag - på et-årsdagen for Mursis magtovertagelse.

Mursis tilhængere siger, at hans legitimitet blev sikret ved hans valgsejr ved det første frie valg i Egyptens historie, og at problemer med korruption og ineffektive institutioner er arvet fra det tidligere regime.

Hans modstandere siger, at han som præsident vil genindføre et autoritært system.

I sidste uge samledes titusinder af islamister ved en massedemonstration til støtte for Mursi med krav om, at han indfører islamisk lovgivning.

/ritzau/TT