Nye optøjer i Tyrkiet

Politiet i Istanbul sætter atter vandkanoner ind mod demonstranter på Taksimpladsen.

Politiet sat vandkanoner ind for at fjerne tusindvis af demonstranter på Taksimpladsen. (Foto: © EPA/TOLGA BOZOGLU, Scanpix)

Istanbul i Tyrkiet er lørdag aften atter skueplads for optøjer mellem demonstranter og politi.

Det er ellers næsten en uge siden, at storbyen i det vestlige Tyrkiet har oplevet uroligheder, men nu har politiet sat vandkanoner ind for at fjerne tusindvis af demonstranter på Taksimpladsen, som også før har været centrum for uro.

Demonstrationerne, der begyndte sidst i maj i protest mod byggeplaner for en nærliggende park, har udviklet sig til protester mod premierminister Recep Tayyip Erdogan, som mange af demonstranterne mener er for autoritativ.

Erdogan er i øjeblikket på rundrejse i Tyrkiet, hvor han holder valgmøder og retter skarp kritik mod demonstranterne.

Lørdag talte han til tusindvis af tilhængere i byen Samsun ved Sortehavet.

Her beskyldte han demonstranterne for kun at have gavnet Tyrkiets fjender med deres protester, der også har fundet sted i blandt andet hovedstaden Ankara.

- Hvem har tabt ved disse protester? Tyrkiets økonomi og i mindre grad turismen. De overskygger Tyrkiets image og internationale magt, sagde han.

/ritzau/Reuters