Ecuador: Vi smugler ikke Assange ud i bunden af en bil

Efter samtaler mellem Storbritannien og Ecuadors udenrigsministre er spørgsmålet om Wikileaks-stifter Julian Assange, der i snart et år har holdt sig skjult på det sydamerikanske lands ambassade i London, stadig uløst.

Stifteren af Wikileaks Julian Assange (t.v.) og Equadors udenrigsminister Ricardo Patino kigger ud af et vindue fra det sydamerikanske lands ambassade. (Foto: © Andrew Cowie, Scanpix)

Ecuador vil fortsat tilbyde asyl til stifteren af Wikileaks Julian Assange.

Sådan lyder det fra Ecuadors udenrigsminister, Ricardo Patino, efter samtaler mandag med sin britiske kollega, William Hague.

Klar til at blive på ambassaden i fem år

Dermed formåede de to politikere ikke at opnå et gennembrud i sagen, og ifølge Ricardo Patino er Julian Assange parat til at blive på landets ambassade i London de næste fem år, hvis det skulle blive nødvendigt, indtil der er fundet en diplomatisk løsning.

Den 41-årige stifter af Wikileaks søgte tilflugt på Ecuadors ambassade 19. juni sidste år, efter en britisk domstol beordrede ham udleveret til Sverige, hvor han er sigtet for voldtægt og sexovergreb.

Selv om det ikke lykkedes at finde en diplomatisk løsning, afviser Ecuadors udenrigsminister, at man vil smugle Assange ud af Storbritannien i nattens mulm og mørke.

Bliver ikke smuglet ud via tunnel eller bil

- Hr. Assange vil ikke flygte fra vores ambassade. Han kommer ikke ud gennem en tunnel eller i bunden af en bil. Han vil forlade ambassaden gennem hoveddøren, siger Ricardo Patino.

Assange afviser beskyldningerne om voldtægt og sexovergreb og siger, at anklagerne er politisk motiveret og er beslægtet med de tusindvis af hemmelige amerikanske dokumenter, som Wikileaks har frigivet.

Julian Assange frygter, at en udlevering til Sverige vil bane vejen for en udlevering til USA, hvor han kan blive retsforfulgt for at have offentliggjort de mange dokumenter.

/ritzau/AFP