Tyrkisk politi har lørdag aften brugt vandkanoner og tåregas mod demonstranter i Geziparken og på Taksimpladsen i Istanbul.
En gravko har ryddet trappen foran parken og en lastvogn med tippelad er ligeledes ved indgangen. Renovationsarbejdere fjerner telte og byggemateriale.
Ifølge journalisten Mahir Zeynalov er alle veje hen til området spærret af politiet.
Politiet er rykket ind kort efter premierminister Erdogan har gentaget sin opfordring til demonstranterne om at forlade pladsen.
Erdogan sagde tidligere:
- Vi har vores kongres i Istanbul i morgen. Jeg siger det tydeligt: Taksimpladsen skal være ryddet, ellers ved sikkerhedsstyrkerne, hvordan den skal ryddes, siger Erdogan.
Ifølge tv-kanalen NTV råbte politiet til demonstranterne:
- Det er en ulovlig aktion, dette er vores sidste advarsel til jer.
Taksimpladsen foran Geziparken er blevet ryddet flere gang i løbet af de seneste to ugers demonstrationer.