Ekspert: USA's timing overfor Syrien er svær

USA er nødt til at foretage sig et eller andet efter udmeldingen om støtte til oprørene i Syrien, siger lektor ved Forsvarsakademiet.

Præsident Obama vil nu skærpe kursen i forhold til Syrien, og skrue op for sin støtte til oprørerne. Assad har ifølge Det Hvide Hus "overskredet en rød linje" og brugt kemiske våben mod oprørende. (Foto: © Michael Reynolds, Scanpix Denmark)

USA vil begynde at levere "militær støtte" til de syriske oprørere, som kæmper mod præsident Bashar al-Assads regime, fortæller talsmænd i Det Hvide Hus.

Meldingen kommer, samtidig med at USAs efterretningstjenester og Det Hvide Hus igår konkluderede, at det syriske styre HAR brugt kemiske våben mod oprørerne.

Præsident Obama vil derfor skærpe kursen i forhold til Syrien, og skrue op for sin støtte til oprørerne, fordi Assad har "overskredet en rød linje", siger Ben Rhodes, stedfortrædende national sikkerhedsrådgiver.

Ingen stor lyst til indblanding

USA er nødt til at foretage sig et eller andet efter udmeldingen om støtte til oprørene i Syrien, siger Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet.

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, understreger overfor P1Morgen, at USA fortsat ingen intentioner har om storstilet militær indblanding i Syrien.

Men USA er nødt til at foretage sig et eller andet, og her udgør erklæringen om regimets brug af kemiske våben på den ene side en god begrundelse for at trappe op.

Samtidig fastslår amerikanerne så, at de kemiske våben kun er anvendt i begrænset omfang af regimet, og dermed behøver USA så heller ikke gøre det helt store, konstaterer Peter Viggo Jacobsen.

Det handler efter alt at dømme om at bevæbne oprørerne, så de kan klare sig noget bedre - men USA har hidtil ikke haft lyst til at forsyne oprørerne med de tunge våben, der kunne ændre slagets gang, nemlig våben som kan bruges mod fly og kampvogne.

Fredskonference volder besvær

Timingen er under alle omstændigheder svær for USA, konstaterer Peter Viggo Jacobsen. På den ene side er oprørerne presset, for Assad-regimet har momentum på slagmarken i samarbejde med Hizbollah-krigere, der er sendt ind i store tal fra Libanon. Derfor skal der ske noget meget snart, hvis ikke oprørerne skal tabe.

På den anden side har USA engageret sig i at stable en fredskonference på benene sammen med Rusland, som ikke ønsker øget amerikansk indblanding på slagmarken. Derfor er amerikanerne fortsat på hælene i forhold til udviklingen i Syrien, vurderer Peter Viggo Jacobsen.