Den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi er blevet idømt fire års fængsel i en sag om skatteunddragelse ved en appeldomstol i Milano.
Silvio Berlusconi risikerer dog blot et års fængsel på grund af en kontroversiel lov om strafnedsættelse.
Ud over fængselsstraffen er Berlusconi udelukket fra at tage et offentligt embede de kommende fem år.
Dommen kan ankes til højesteret, og træder ikke i kraft før sidste appel er afprøvet.
Står foran flere anklager
Appeldomstolens afgørelse er det seneste afsnit i en 20 år lang retsføljeton omkring den kontroversielle eks-premierminister og mediemogul.
Sagen drejer sig om prisen på distributionsrettigheder for film købt af Mediaset, og disse priser skulle være pumpet kunstigt i vejret for at undgå skatter.
Den skandaleramte Berlusconi står foran endnu en retssag d. 13. maj. Han står anklaget for at betale en mindreårig pige for at have sex med ham til en hans berygtede "bunga bunga"-fester.
/ritzau/Reuters/AFP