USA og Rusland indkalder til fredsmøde om Syrien

Begge sider i den blodige konflikt er inviteret til fredsforhandlinger, der skal stoppe borgerkrigen i Syrien.

USA og Rusland indkalder begge sider i Syrien til et fredsmøde. (© Scanpix)

Målet er at komme et godt skridt nærmere en forhandlingsløsning, der skal afslutte blodsudgydelserne i Syrien, når stormagterne USA og Rusland om få uger indkalder til en international fredskonference.

Repræsentanter fra de krigsførende parter i den syriske borgerkrig - både fra regimet og rebellerne - er inviteret med til forhandlingsbordet.

Konferencen skal sandsynligvis finde sted i slutningen af maj, fortæller den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, efter han tirsdag i Moskva havde drøftet sagen med sin amerikanske ministerkollega John Kerry.

- Alternativet (til en forhandlingsløsning, red.) er, at der vil komme endnu mere vold. Alternativet er, at Syrien kommer tættere på afgrunden eller ud over afgrunden og ind i kaos, siger Kerry på en pressekonference.

Kæmpe humanitær krise på to år

- Alternativet er, at den humanitære krise vil vokse. Alternativet er, at der endda kan komme en opsplitning af Syrien, tilføjer han.

Ifølge FN er flere millioner syrere drevet på flugt internt i landet på grund af borgerkrigen, der nu har varet i over to år. Flere end 70.000 mennesker er blevet slået ihjel, siden opstanden mod præsident Bashar al-Assad startede.

Rusland har traditionelt haft et nært forhold til Syrien og har i FNs Sikkerhedsråd ikke tøvet med at stoppe sanktioner mod regimet i Damaskus.

Den russiske udenrigsminister siger dog nu - med reference til Assad - at Moskva ikke er bekymret over enkelte personers skæbne, lyder det.