Breiviks forsvarer i modvind efter bogudgivelse

Anders Breiviks forsvarsadvokat, Geir Lippestad, har udgivet en bog om, hvordan det var at være massemorderens forsvarer. Nu kritiserer andre advokater ham.

Breiviks forsvarsadvokat Geir Lippestad har skrevet en bog om, hvordan det var at forsvare Breivik. Nu får den massiv kritik i Norge.

Terroristen Anders Breiviks forsvarsadvokat Geir Lippestad har i april udgivet en bog om, hvordan det var at forsvare Nordens største massemorder og terrorist. Men efter udgivelsen er Lippestad blevet kritiseret af flere af sine advokatkolleger.

De mener, at han har brudt tavshedspligten ved at beskrive hans samarbejde med Breivik før og under retssagen. De mener, at han udleverer Breivik i bogen.

- Det er en omfattende udlevering af klienten gennem hele Lippestads bog. Det er i strid med de fleste advokaters mavefornemmelse, siger advokat Carl Bore ifølge NRK.

Og han fortsætter:

- Det får Lippestad til at fremstå illoyal over for din egen klient. Klienter skal kunne åbne sig op for advokaten og være sikker på, at det vedkommende siger ikke bliver brugt til andre formål end at fremme klientens interesser, siger han.

Lippestad: Breivik har godkendt det

Flere andre advokater i Norge har givet Carl Bore ret, men Lippestad er helt uenig i deres kritik, siger han til NRK.

Han fortæller, at Breivik har godkendt indholdet i bogen.

- Jeg har talt med Breivik om det, efter kritikken kom frem. Han har ingen indsigelser mod det, der står i min bog, siger Lippestad.

Det var Breivik selv, der ønskede, at Lippestad skulle være hans advokat. Det gjorde han allerede dagen efter terrorangrebet i juli 2011. Lippestad beskriver i bogen, hvordan det var hans kone, der overbeviste ham om, at han skulle sige ja til opgaven.

Advokatforeningen beder om udtalelse

Som følge af kritikken har den norske advokatforening bedt Lippestad om en udtalelse.

- De skal vurdere, om de skal gå videre med sagen. Jeg har bedt dem om at vurdere sagen grundigt. Jeg ønsker, at fakta skal komme frem, siger Lippestad til NRK.

Geir Lippestad forsvarede Breivik under retssagen mod ham, der foregik fra den 16. april til den 22. juni sidste år. Dommen faldt i august, og den lød på en fængselsstraf på 21 år med mulig forlængelse af femårsperioder ad gangen.

Siden har Breivik siddet bag tremmer i Ila Fængsel, hvor han også sad indtil og under retssagen.

Geir Lippestads bog hedder "Det vi kan stå for" og sælges i norske boghandlere.