Russiske sikkerhedsorganer overvågede den mistænkte Boston-bombemand Tamerlan Tsarnaev, da han i fem måneder besøgte Dagestan i det nordlige Kaukasus i 2011-2012. Men de fandt ingen grunde til at foretage en anholdelse af ham, siger en sikkerhedskilde til AFP mandag.
Den ældste af de to Tsarnaev-brødre, som mistænkes for at have placeret de to bomber ved Boston Marathon, blev skudt og dræbt fredag af det amerikanske politi, mens hans yngre bror blev såret og er i myndighedernes varetægt.
Tsarnaev rejste i slutningen af 2011 til Ruslands sydlige Dagestan-region, hvor han tidligere havde boet. Han blev i området i fem måneder og 13 dage, siger en sikkerhedskilde, som deltager i Ruslands sporinger og overvågninger af ekstremister.
Forsvandt
- Sikkerhedstjenesterne stødte på Tamerlans navn fire gange under hans besøg, siger kilderne.
- De overvågede en anden ung mand, som var mistænkt for at have forbindelser til islamistiske oprørere, og Tamerlan blev set sammen med ham, siger kilderne.
- Men den unge mand forsvandt for sikkerhedstjenesterne, og Tamerlan var ikke længere til at finde, siger kilden og tilføjer:
- Han forlod Dagestan i juni sidste år. Der blev ikke registreret noget, som han kunne tilbageholdes for.
Se hele dr.dk's tema om Boston her
Skudt i halsen
I Boston ligger den hårdt sårede lillebror til Tamerlan, Dsjokhar Tsarnaev, indlagt på et hospital omgivet af bevæbnede vagter.
Politiet afviser at kommentere rapporter om, at han kommunikerer skriftligt med myndighederne.
- Der har været mange rapporter om, at han kommunikerer i stilhed. Jeg vil ikke benægte det, men jeg har ingen informationer om det, siger politikommissær Ed Davis i Boston til CNN.
Den 19-årige mistænkte blev skudt gennem halsen, og han har været ude af stand til at tale, men ifølge ABC News er han mandag kommet til bevidsthed i hospitalssengen, og hans svar foregår på skrift, lyder det.
Den offentlige anklager arbejder nu på at færdiggøre anklagerne mod ham.
/ritzau/AFP