- Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Sådan siger DR Nyheders USA-korrespondent, Erkan Özden, der har besøgt Watertown i Boston, hvor den anden mistænkte bombemand i nat dansk tid blev anholdt.
Erkan Özden fortæller, at stemningen lige nu mest af alt minder om ekstatiske jubelscener som efter en sejr i en vigtig fodboldkamp.
- Et stort lettelsens suk er gået igennem hele Boston i aften. Folk er ude i gaderne og jubler spontant, kører med amerikanske flag ud af bilvinduerne - og hver gang beboerne ser en politibetjent er der klapsalver og der lyder et "godt gået".
- Befolkningen har levet under et ufatteligt pres de seneste døgn, og det har været helt uhørt, at byen på denne måde er blevet lukket ned og ingen har kunnet bevæge sig frit omkring. Butikker har været lukkede og den offentlige transport aflyst.
Den mistænkte bombemand fra Boston Marathon, som natten til lørdag dansk tid blev anholdt, er alvorligt kvæstet og behandles på et hospital i delstaten Massachusetts.