Politiet i Boston: Fanget! Jagten er forbi - mistænkt anholdt

Politiet i Boston: Den mistænkte er nu blevet pågrebet

Flere dages massiv eftersøgning af de to mistænkte for bombeangrebet mod Boston Marathon er forbi.

Omkring kl 2:45 lørdag nat blev den anden mistænkte anholdt i en baghave i Watertown i Boston.

Mistænkt i alvorlig tilstand

Ifølge CNN var den anholdte mand i live ved anholdelsen, men havde brug for lægehjælp. Timothy Alben, fra Massachusetts stats politi oplyste, at den mistænktes tilstand er alvorlig.

Boston Politi jublede på Facebook lige efter pågribelsen: FANGET!!! Jagten er ovre. Eftersøgning slut. Rædslen er ovre. Retfærdigheden har sejret. Mistænkt pågrebet.

Skudveksling i baghaveInden anholdelsen foregik der en skudveksling mellem politiet og den mistænkte 19-årige Dsjokhar Tsarnajev.

Omkring klokken 19 lokal tid fik politiet et tip fra en beboer om, at den mistænkte havde søgt tilflugt i en båd, der stod i en baghave i Watertown. Beboeren havde set blod på båden. Det skriver Boston Globe.

Distraheret med lyd-bomber

Politiet brugte såkaldte flashbangs, der laver store brag og kraftigt lys, for at desorientere og distrahere den mistænkte i båden.

I sidste ende blev den Dsjokhar Tsarnajev trukket ud af båden af et FBI gidsel-redningshold.

Udgangsforbud ophævet kort inden skudveksling

Men kort forinden skudvekslingen havde politiet afholdt et pressemøde, hvor de havde ophævet henstillingen til at borgere i Watertown skulle blive indendøre. Politiet oplyste, at de ikke havde pågrebet den mistænkte. Men politiet understregede, at man skulle være årvågen, hvis man bevægede sig ud.

Men politiet mener ikke, at de begik en fejl ved at ophæve henstillingen til borgerne om at blive indendørs. Henstillingen blev ellers ophævet kort før politiet omringede en baghave i Watertown, hvor den mistænkte opholdt sig.

- Vi havde ikke oplysninger om at han stadig var i området. Han befandt sig uden for det område, som vi gennemsøgte, siger Ed Davis, politichef i Boston.

Betegnet som farlig

Tusindvis af politifolk har været sat ind i jagten på Dsjokhar Tsarnaev, og han blev betegnet som svært bevæbnet og farlig.

Ifølge politiet i Boston er manden terrorist, og han mistænkes for sammen med sin storebror at stå bag bombeangrebene ved Boston Marathon i mandags, der kostede tre mennesker livet og sårede 180.

Bror dræbt i skudduel

Hans ældre bror døde fredag på hospitalet, efter at han blev såret af politiets kugler i en voldsom skudduel, der fandt sted i Watertown.

Cirka samtidig med nyheden om anholdelsen er det kommet frem, at FBI er i færd med at udspørge tre personer - to mænd og en kvinde - om deres tilknytning til den 19-årige terrormistænkte.

FBI har overfor CNN bekræftet, at den 26-årige storebror, tilbage i 2011 blev afhørt af FBI på en mistanke om relation til ekstremister udenfor USA. Dette skete efter henvendelse fra en "anden nation", oplyser FBI.