Mistænkt for bombeangreb i Boston er død - en anden er på fri fod

Én mistænkt for bombeangrebene i Boston er død. En anden er fortsat på fri fod. Politiet betragter ham som terrorist.

Den tilfangetagne mistænkte for bombeangrebet ved Boston Marathon er død på et hospital, efter at han blev såret af politiets kugler i en voldsom skudduel. Det bekræfter Boston Politi.

De leder nu efter endnu en mistænkt, og politiet har derfor bedt beboerne i byen Watertown, der er en forstad til Boston, om at blive inden døre og holde sig væk fra vinduerne.

Al offentlig trafik er lukket ned i Boston-området, og selv forretninger er blevet bedt om at holde døren låst.

- Vi mener, at han er terrorist, og vi tror, at han vil slå folk ihjel. Vi er her for at anholde ham, siger politidirektør Edward Davis på et improviseret pressemøde.

Her er et kort over, hvor hændelserne i Boston de sidste par dage er fundet sted.

Han oplyser, at politiet på nuværende tidspunkt ikke har et navn på terroristen, der mistænkes for at stå bag bombeangrebene ved Boston Marathon i mandags, der kostede tre mennesker livet og sårede 180.

Ifølge CNN er USA's præsident, Barack Obama, blevet briefet om hændelserne i Watertown i løbet af natten amerikansk tid.

Dramatisk hændelsesforløb

Det hele begyndte med et røveri mod en 7Eleven klokken 22:30 torsdag aften amerikansk tid.

Overvågningsbilleder fra butikken viser, at manden, der lige nu er på fri fod, er iført en grå hættetrøje. Politiet opfordrer indbyggerne i Watertown til at blive inden døre, og bilister må ikke stoppe for at samle folk op.

Her er et kort over, hvor hændelserne i Boston de sidste par dage er fundet sted. (© Scanpix)

Kort efter 7Eleven-røveriet blev der affyret skud på Massachusetts Institute of Technology (MIT). Her blev en politibetjent dræbt med flere skud i sin bil. En anden betjent er kritisk såret og befinder sig lige nu på operationsbordet.

Efterfølgende førte et biltyveri på MIT angiveligt til en vild biljagt, der endte i Watertown, der ligger vest for universitetet. Her opstod der tilsyneladende en skudduel mellem to unge mænd og politiet, og der blev muligvis også kastet med sprængstoffer.

Under duellen er en politimand blevet såret, og hans tilstand er fortsat kritisk.

Den eftersøgte kaldes "meget farlig". Politiet i Boston har afspærret et 20-gader stort område, hvor man går dør til dør for at finde gerningsmanden.

Er du i Boston og har oplevet skyderierne og menneskejagten? Skriv til:

/ritzau/AFP/DR Nyheder/