Naboer til en otteårig dreng, der mandag mistede livet ved bombeeksplosionerne i Boston, har samlet sig rundt omkring en regnbue, der er tegnet med kridt på fortovet foran drengens hus.
Drengen boede i arbejderkvarteret Dorchester i Boston, og sorgen hænger tykt i luften omkring huset.
Læs alt om bombeeksplosionerne i Boston på dr.dk's temaside her
Den otteårige dreng stod sammen med sin mor og søster i målområdet til Boston Maraton, mens de ventede på, at faderen, der deltog i løbet, nåede i mål. Mens de ventede, eksploderede bomberne.
Hustru og datter med alvorlige skader
I en e-mail til pressen fortæller Bill Richard om sin sorg.
- Min kære søn Martin er død af sine skader, som han fik ved angrebene i Boston, skriver Bill Richard.
- Min hustru og datter er begge ved at komme sig, efter at de har fået alvorlige skader. Vi takker vores familie og venner. Dem, vi kender, og dem, vi aldrig har mødt, for deres tanker og bønner, skriver han.
Tre er dræbt
Også Bostons borgmester Thomas Menino har udtrykt sin sorg.
- Her kender vi vores naboer, og vi sørger over dem. Vi sørger over den lille dreng, vi kendte fra Dorchester, sagde Thomas Menino på en pressekonference.
Tre mennesker mistede livet ved attentatet. Ud over den otteårig dreng er en 29-årig kvinde også blevet dræbt. Det tredje offer er en kinesisk statsborger. Mindst 176 personer er såret efter bombesprængningerne.
Løbere dirigeret væk
Omkring 6000 løbere var stadig ikke nået i mål, da bomberne eksploderede. Løberne blev herefter dirigeret væk fra målområdet.
Over 27.000 mennesker deltog i løbet.
/ritzau/Reuters