EU lemper sanktioner mod Zimbabwe

Ny forfatning i Zimbabwe belønnes med ophævelse af sanktioner - men ikke for Robert Mugabe.

(© Scanpix)

EU siger i en erklæring, at det ophæver sanktionerne mod en række selskaber og personer i Zimbabwe med øjeblikkelig virkning, efter at landet har vedtaget en ny forfatning. Men det gælder ikke for præsident Robert Mugabe.

- EU er mandag blevet enig om en øjeblikkelig ophævelse af sanktioner mod 81 personer og 8 selskaber, hedder det i en erklæring fra Bruxelles.

Den nye forfatning sætter blandt andet grænser for, hvor mange beføjelser en præsident kan have.

Flere personer på sanktionsliste

3 selskaber og 10 personer - deriblandt den omstridte præsident Mugabe, der har haft magten i landet i 33 år - forbliver stående på sanktionslisten.

Zimbabwes statslige diamantselskab, Zimbabwe Mining Development Corp., er et af de selskaber, som forbliver underlagt sanktioner.

EU har gradvist lempet sanktionerne mod det afrikanske land som led i bestræbelserne på at fremme politiske reformer.

95 stemte ja til ny forfatning

- EU lykønsker Zimbabwes befolkning med en fredelig, vellykket og troværdig overgang til en ny forfatning, hedder det i EU-erklæringen.

Den 16. marts godkendte knap 95 procent af Zimbabwes vælgere den nye forfatning.

Den begrænser blandt andet den periode, en præsident kan regere, til to valgperioder svarende til 10 år. Derudover øger forfatningen parlamentets magt.

Mugabe bliver på magten

På trods af gentagne beskyldninger om valgsvindel, krænkelse af menneskerettigheder og en økonomi i ruiner har den 89-årige præsident, Robert Mugabe, regeret landet i over tre årtier.

Mugabe har imidlertid valgt at støtte den foreslåede forfatning, men idet forfatningen ikke vil have tilbagevirkende kraft, vil den samtidig tillade ham at forblive ved magten i endnu et årti - ind til han er 99 år.

Også Mugabes politiske rival, premierminister Morgan Tsvangirai, har støttet forfatningen.

Mindst to millioner mennesker har stemt ved folkeafstemningen. Af landets over 12 millioner mennesker er fem millioner stemmeberettigede.

/ritzau/AFP