Had til islam spreder sig i Europa

Islamofobi og diskriminering af muslimer er udbredt i Europa. I kølvandet på finanskrisen er der opstået nationalistiske og fremmedfjendske strømninger. Særligt muslimske kvinder er ofre for det stigende had, konkluderer ny rapport.

Over alt i Europa er hadet mod muslimmer og udlændinge steget. I Grækenland er det stærkt højrenationalistiske parti Gyldent Daggry stormet ind i parlamentet med knap en halv million stemmer, og flere demonstrationer mod indvandring har været afholdt. (© Colourbox)

Den globale finanskrise har ikke kun sat sig dybe spor i vækstrater og arbejdsløshedstal. En af konsekvenserne er også, at flere EU-lande har nedprioriteret arbejdet med at forebygge og stoppe racisme.

Sådan lyder det i en ny årsrapport fra organisationen Europæisk Netværk mod Racisme (Enar), der samler over 600 antiracisme-organisationer fra EU-lande, Tyrkiet, Island og Kroation, på FN's internationale dag mod racisme.

Aktioner og fordomme er i dag langt synligere mod muslimer, end de er mod andre minoritetsgrupper i samfundene, konkluderer Enar.

Der er tale om decideret vold mod muslimer, hærværk mod islamiske bygninger eller protester mod moskébyggeri. Også romaer og mennesker fra afrikanske lande er i høj grad udsat for hadforbrydelser i Europa.

Agentur bekræfter tendens

I EU's Agentur for grundlæggende rettigheder i Wien nikker direktør Morten Kjærum genkendende til det billede, Enars rapport tegner.

- De data, der er til rådighed om hadforbrydelser, er ikke særligt gode. Men baseret på en fornemmelse og de rapporter, vi får fra de europæiske lande, er jeg bange for, at det holder stik, sige han til DR Nyheder.

Problemerne med hadforbrydelser er i øjeblikket særligt store i de lande, der er hårdest ramt af den økonomiske krise.

I Grækenland er det stærkt højrenationalistiske parti Gyldent Daggry stormet ind i parlamentet med knap en halv million stemmer, og flere demonstrationer mod indvandring har været afholdt.

- Der er ingen tvivl om, at krisen har accelereret fremmedhadet i Grækenland. Men over en bred kam har vi en meget stor udfordring i hele Europa. Og meget tyder på, at det er en udfordring i stigning, siger Morten Kjærum.

Muslimske kvinder er særligt udsatte

Enars rapport peger også på, at det i høj grad er muslimske kvinder, hadet går ud over. I Frankrig er 85 procent af alle dokumenterede overgreb mod muslimer - både fysiske og verbale - gået ud over piger eller kvinder.

Opmærksomheden fra de antiracistiske grupper samler sig i øjeblikket meget om de øst- og centraleuropæiske lande. I Bulgarien oplever muslimer at blive angrebet af medlemmer fra det nynationalistiske Ataka-parti.

Også i Polen meldes om en stigning i antallet af hadforbrydelser. Men særligt Ungarn har den seneste tid får en del opmærksomhed for sine mange brutale overgreb på fremmede.

- I disse lande er der tale om en dybere politisk krise i kølvandet på de forandringer, de var igennem efter Murens fald, siger Morten Kjærum.

Han opfordrer til, at indsatsen mod hadforbrydelser forstærkes i de samfundsinstitutioner, hvor folk mødes, og risikoen for diskrimination er størst.

Dårlig registrering af hadforbrydelser

Det er i øjeblikket kun i Sverige, England, Holland og Finland, hvor alle hadforbrydelser registreres. Danmark befinder sig i en mellemgruppe sammen med cirka 10 andre lande med kun blødere registrering.

- Det er meget overraskende her i 2013. Registrering vil få politiet til at tage hadforbrydelser mere alvorligt. Det vil også sende et signal ud i befolkningen om, at det simpelthen ikke er acceptabelt, siger Morten Kjærum.

Han mener, at problemerne i visse lande accelereres af, at politikere og meningsdannere med nem adgang til medierne leger med ilden og søsætter islamofobiske budskaber.