Cuba: Slår ned på tusindvis af modstandere

Cubanerne giver ikke meget for regimets forsigtige reformer, og utilfredsheden med styret vokser.

De kommunistiske magthavere i Cuba kontrollerer fortsat sine indbyggere med fast hånd, og kritikere af regimet risikerer i højere grad end før at blive frihedsberøvet i kortere eller længere tid.

Ifølge Cubas menneskerettighedskommission blev 6602 modstandere af styret pågrebet i 2012 mod 4123 året før og godt 2000 personer i 2010.

De fleste blev løsladt igen efter få timer, men antallet af politiske indsatte i fængslerne er på vej op, hævder personer, der er i opposition til styret, som nu ledes af Fidel Castros lillebror, Raul.

Grebet strammes

I juli 2010 blev hovedparten af de politiske fanger i Cuba lukket ud i friheden som led i en aftale mellem myndighederne og den katolske kirke. Men nu strammes grebet tilsyneladende igen.

Lederen af Cubas menneskerettighedskommission, Elizardo Sanchez, ser med bekymring på udviklingen det seneste år.

De mange pågribelser er udtryk for en voksende utilfredshed med tingenes tilstand blandt cubanerne, som derfor udtaler sig negativt om regeringen, mener han.

- Utilfredsheden tager til som følge af den generelle fattigdom og mangel på håb, siger Sanchez.

Forsigtige reformer

Præsident Raul Castro har de senere år ellers indledt forsigtige markedsøkonomiske reformer i Cuba, men den socialistiske styreform bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved. Den ligger fast.

Reformerne har hverken forbedret levevilkårene eller givet den menige cubaner bedre rettigheder, siger Sanchez. Han tror, at utilfredsheden vil fortsætte med at vokse.

- Spådommen bygger på det faktum, at regeringen nægter at indføre reelle reformer, særligt når det gælder retssystemet, siger han.

- Regimet fortsætter med at perfektionere og øge sit mægtige maskineri for undertrykkelse og propaganda, siger Sanchez.

/ritzau/Reuters