Spanske banker mangler 445 milliarder

En stresstest viser, at de spanske banker står og mangler lige knapt 60 milliarder euro.

En stresstest viser, at de spanske banker står og mangler lige knapt 60 milliarder euro. (© Colourbox)

Bankerne i det kriseramte Spanien har et kapitalbehov på 59,3 milliarder euro.

Det viser en stresstest, der er foretaget af revisionsfirmaet Oliver Wyman.

De 59,3 milliarder euro svarer til knapt 445 milliarder kroner.

Testen fra revisionsfirmaet skal ifølge regeringen i Madrid danne grundlag for, hvor meget behov der er for at bruge nogle af de 100 milliarder euro, der er afsat til den spanske banksektor i EU's redningsfond EFSF.

Kan selv finde lidt penge

- De spanske banker vil sandsynligvis kunne rejse en mindre del af denne kapital selv, så de kun skal bruge 40-50 mia. euro fra den spanske stat og EU, siger Europa-analytiker i Danske Markets Frank Øland.

Af de 14 banker, der er blevet undersøgt i stresstesten, har den reddede långiver Bankia det største kapitalbehov. Det skønnes at være på 24,7 milliarder euro, siger revisionen i en meddelelse, der er offentliggjort af Spaniens Centralbank.

De tre største spanske finansinstitutioner Santander, BBVA og La Caixa står uden behov for hjælp, viser stresstesten ifølge nyhedsbureauet dpa.

Mon pengene rækker?

Frank Øland tror, at det sidste ord ikke er sagt i den sag.

- Det spanske boligmarked og de spanske banker er i en ringe forfatning, så det er stadig spørgsmålet, om 100 milliarder euro rækker indtil krisen i Spanien er slut, vurderer han.

Den Europæiske Centralbank (ECB) hilser offentliggørelsen af den uafhængige revision af den spanske banksektor velkommen og siger, at den støtter landets planer om at tage fat i bankernes mangel på kapital.

- ECB støtter på det kraftigste de spanske myndigheders planer om at sikre, at kapitalbehovet opfyldes i tide, hedder det i en erklæring fredag.

Også lederen af Den Internationale Valutafond (IMF), Christine Lagarde, har fredag en kommentar til det spanske initiativ, da hun kalder det "væsentligt og nyttigt" at udpege de værst kriseramte banker.

Hun glæder sig også over, at behovet er mindre, end det lånebeløb, som Spanien er blevet stillet i udsigt af sine europæiske partnere.

/ritzau/AFP