- Selvom hun ikke havde boet hjemme i mange år, betragtede jeg hende stadig som min lille pige, sagde en kvinde om sin datter, der døde i Oslos regeringskvarter den 22. juli sidste år.
Sorgen er tilbage i sal 250 i Oslo Tingrett, da fire ofre for terrorangrebet får en sidste chance for at komme til orde i sagen, hvor 77 mennesker mistede livet. Dommeren har blanke øjne, og hendes meddommer tørrer øjnene.
Efter hvert vidne bryder salen ud i klapssalver, mens flere tørrer øjnene.
Selv sidder gerningsmanden og forbereder sin enetale, som han skal holde efter dagens vidner.
- En anke bliver uden mig
Kvinden i vidneskranken kæmper mod gråden, mens hun taler.
- Når retssagen slutter, så skal det være slut. Hvis den skal ankes, så bliver det uden mig. Vi bliver nødt til at glemme ham. Vi skal komme videre, siger kvinden.
Flere græder - selv journalisterne. Og da kvinden forlader vidneskranken, bryder salen ud i klapssaler.
Kan næsten ikke bære det
Efter kvinden indtager en af de overlevende fra Utøya vidneskranken og fortæller, at savnet er så stort, at hun næsten ikke kan bære det.
- Jeg har sms'erne de sendte til mig. Jeg har deres billeder, men jeg kommer aldrig aldrig til at se dem igen. Der er så mange, jeg savner, siger Tronje Brenna.
Salen klapper igen, da hun går ned og sætter sig blandt tilhørerne. Normalt må man ikke klappe i en retssal, men retsformanden gør ingen indsigelser.
- Savnet er så stort
En mor, der mistede sin teenage-datter på Utøya, går langsomt op mod vidneskranken.
- Det er næsten umuligt at leve videre uden Andrine. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg skal klare det, siger hun og trækker vejret dybt.
- Savnet er så stort, der er så stille, jeg venter bare på, at hun skal råbe "Hej mor, jeg er hjemme", siger kvinden.
- Hun skulle jo have været igang med så meget lige nu, fortæller moderen.
- Men Andrine ville ønske, at vi skulle leve et godt liv, så det må vi gøre, siger hun.
- Vi delte tøj
Moderen forlader salen, og dommer Arntzen pudser næse. Hun græder. En ung pige går op til vidneskranken. Hun mistede sin storesøster på Utøya.
- Vi delte alt, vi delte hemmeligheder og tøj, siger pigen og fortsætter:
- Det værste er, at hun ikke er her til at trøste mig. Men hun ville have ønsket, at jeg skulle leve videre, siger pigen og smiler svagt, mens hendes stemme skælver.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5327c8cba11f9d1b2c78c2c1