DR Nyheders Michael S. Lund var med det første hold FN-observatører i den syriske by Haffa. Den var udsat for et massivt angreb fra regeringstropperne.
- Byen er utroligt smadret. Der er ødelagte bygninger over alt. Der er granatnedslag, brændte biler, og vi er lige kommet forbi en død person, der må være omkommet meget hurtigt, for han havde stadigvæk sin cigaret i hånden. Men ellers har regeringsstyrkerne fjernet alle lig, fortæller Michael S. Lund.
Ugelangt angreb
Oprørernes hær, Den Frie Syriske Hær, holdt til i byen, og derfor var den under et ugelangt kraftigt angreb fra regeringstyrkerne.
- Den Frie Syriske Hær har tilsyneladende trukket sig tilbage frivilligt, da de kunne se at hæren nærmede sig. Men de har inden da angrebet regeringskontorer, og det lokale partikontor er udbrændt.
Civile er flygtet
Stort set alle civile har også forladt byen, der primært er sunnimuslimsk.
- Folk er flygtet fra byen hurtigt, og det er gået virkelig stærkt. Vasketøjet hænger stadigvæk til tørre mange steder, og der ligger endnu mad på gaden, som de ikke har fået med. Så folk har forsøgt at komme ud af denne by meget hurtigt, rapporterer Michael S. Lund.
FN-observatørerne som Michael S. Lund fulgtes med, var konstant ledsaget af 50-60 syriske soldater under besøget i Haffa, så det var ikke muligt at interviewe oppositionen.